Efter flere selvmord har de ansatte i den kinesiske virksomhed Foxconn, der er underleverandør til Apple og før har klaget over forholdene på deres fabrikker, fået kortere arbejdsuger, tillæg for overarbejde og lønforhøjelser, skriver CNN onsdag.
En rapport fra Fair Labor Association (FLA) viser, at de over 1,2 millioner ansatte i virksomheden Foxconn kan se frem til at få arbejdstiden sat ned fra 60 til 40 timer om ugen. Virksomheden vil også indføre et tillæg for op til 9 timers overarbejde om ugen.
Sidste år døde fire ansatte i en eksplosion på en af Foxconns fabrikker, der producerer Apple’s iPad2. Organisationen Students and Scholars Against Corporate Misbehavior (SACOM) vurderede derefter, at de ansatte ikke havde nok oplæring i at arbejde med kemikalier.
Foxconn har givert lønforhøjelse til fabriksarbejderne i Shenzhen flere gange efter selvmordene. Fabrikken har også indført konsulenter, som de ansatte kan ringe til 24 timer i døgnet og etableret stressværelser, hvor de ansatte kan lade deres frustrationer gå ud over mannequindukker ved hjælp af et bat.
FLA fremhæver, at Foxconn forsøger at ændre den lokale lovgivning, at alle migrant2arbejdere kan få en forsikring.