Sohn til Kina for at skaffe flere turister og investeringer

Forfatter billede

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) rejste lørdag til Kina og Singapore. Fokus i Kina bliver bl.a. på flere kinesiske turister til Danmark og flere investeringer fra kæmpelandet, især fra maritime virksomheder, skriver flere nyhedsmedier.

Turisme og investeringsmuligheder er de to væsentligste ting, mener generalsekretær i Danish-Chinese Business Forum, Tom Jensen. Ole Sohn har også udtalt, at turismen står højt på dagsordnen.

”Vi kunne meget let se en tidobling af kinesiske turister i Danmark. Men der skal ske en modernisering af det system, de søger visum igennem. Hovedparten af kineserne, der rejser til Europa, tager til Centraleuropa, så det vil vi gerne lave om på, da kinesiske turister bruger mange penge under deres ferieophold”, siger Tom Jensen til Berlingske.

Der er allerede flere gange blevet lempet på visumreglerne for kinesere, der ønsker indrejse, men der er stadig brug for yderligere fokus på området. Det kunne f.eks. være ved at gøre det muligt at søge visum over nettet – eller ved at lave en turistaftale mellem Kongeriget Danmark og Republikken Kina.

”Kina foretager milliardinveste-ringer i områder, hvor danske virksomheder står stærkt. Derfor er det netop nu vigtigt at styrke og fast-holde interessen for danske løsninger og modeller blandt kinesiske beslutningstagere,” skriver Ole Sohn (SF) i en pressemeddelelse.

Han gæster Kina og Singapore frem til d. 2. september, hvorefter han afløses af partifællen, handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr, som kommer fra 7. til 11. september. Sidste led i den danske offensiv bliver besøg af statsministeren 10.-13. september – se telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/17-08-12/helle-thorning-til-kina-i-spidsen-danske-erhvervsl

”470-500 danske virksomheder er aktive i Kina og lægger nogle pæne investeringer og beskæftiger ikke mindst 250.000 kinesere, mens vi kun har mellem 40-80 kinesiske investeringer i Danmark. Kina ser allerede på investeringsmuligheder i Europa, og det skal vi udnytte, for det kan skabe vækst og ikke mindst flere arbejdspladser herhjemme,” siger Tom Jensen til Berlingske.