I weekenden d. 1.- 2. september kæmper 32 nationaliteter om titlen som verdensmester i gadefodbold, når NGOen Play31 for andet år i træk holder Copenhagen World Cup på Nørrebro.
Det sker som led i Københavns Kommunes mangfoldighedsfestival “Smag Verden”.
Københavnere med udenlandsk baggrund vil repræsentere hvert deres land i kampen om titlen som københavnsk verdensmester, skriver den dansk-baserede NGO i en pressemeddelelse tirsdag.
Hold fra hele verden deltager i Copenhagen World Cup – fra Italien til Somalia, Afghanistan, Albanien, Frankrig og Guinea Bissau. Og Danmark er selvfølgelig også med.
Rantzausgade på Nørrebro åbner i weekenden en gadefest med kultur og mangfoldighed i højsædet. I samme ånd vil Copenhagen World Cup have fokus på sameksistens, festlighed og fairplay. På sidelinjen vil komikerne Anders Stjernholm og Sebastian Dorset kommentere kampene.
”Fodbold har altid kunnet forene mennesker på tværs af kulturer og nationer. Nu glæder vi os til at fejre Københavns mangfoldighed ved at samle mennesker fra hele verden til en festlig fodboldturnering i hjertet af Nørrebro,” siger Jakob Silas Lund, formand og stifter af Play31.
Copenhagen World Cup finder sted på Jesper Brochmands Gade. Gruppespillet afvikles lørdag kl. 12 til 18, mens de afgørende kampe og pokaloverrækkelsen finder sted søndag kl. 12 til 17.
Play31 – Fodbold for Forsoning
Copenhagen World Cup vil fungere som et kulturelt arrangement, der samler folk på tværs af kulturelle, etniske og nationale skillelinier, men vil samtidig være en fundraiser for Play31’s arbejde i Sierra Leone i Vestafrika og virket for menneskerettigheder og forsoning i konfliktområder i Afrika generelt.
Ved at arrangere ‘Fodbold for Forsoning’-turneringer i Afrika kæmper Play31 for at skabe fredelige og tolerante samfund, hvor alle børn kan få deres ret til at lege opfyldt. Navnet har rod i FN’s konvention om barnets rettigheder, hvor artikel 31 slår fast, at alle børn har ret til at lege.
”Børn og unge, der har oplevet krig og vold på tæt hold, har brug for plads til at lege og have det sjovt. I Sierra Leone har jeg oplevet, at fodbold kan være første skridt til at bringe folk, som har været adskilt af krig, sammen igen,” siger Jakob Silas Lund.
Play31 har netop vundet Ben & Jerry’s konkurrence for bæredygtige forretningsideer ”Join Our Core” og vil i 2013 få sit logo på en ny is fra Ben & Jerry’s.
Yderligere oplysninger hos:
Formand for Play31 – Jakob Silas Lund
tlf. 28 68 31 27 og e-mail: [email protected]
og pressemedarbejder – Oliver de Mylius
tlf. 25 30 25 31 og e-mail: [email protected]
Man kan læse mere på www.play31.dk