Polemik om præsidentens penis

Forfatter billede

For anden gang inden for kort tid er Jacob Zuma afbildet med bukserne nede

Denne gang er det kunstneren Ayanda Mabulu, som har malet Sydafrikas præsident midt i en traditionel Zulu-dans bevægelse med et ben sparket op næsten over hovedet og frit udsyn til hans frit-dinglende udstyr mellem benene.

Udstillet på AVA galleri i Cape Town og prissat til 7.000 Rand (7.130 Euro) ville Mabulus maleri, som hedder ”Umshini Wam” (Masseødelæggelsesvåben) måske ikke have tiltrukket så meget opmærksomhed, hvis ikke det var for dets forgænger.

”Spyddet” vækker kontrovers

I maj-måned blev der på et galleri i Johannesburg udstillet et maleri af Jacob Zuma, som kunstneren Brett Murray havde malet. Her var Zuma afbilledet i en heroisk Lenin-inspireret positur som taget ud fra en russisk revolutionær plakat fra 1917. Men uden bukser og med blotlagte kønsorganer.

I en stor sensationspræget skandale blev Murrays maleri med titlen ”The Spear” (Spyddet) vandaliseret på galleriet få dage senere, mens retssagen for værkets censurering, krævet af ANC, udfoldede sig i nærheden.

Det sydafrikanske regeringsparti ANC (African National Congress) ledet af Jacob Zuma har fordømt Brett Murrys maleri på det kraftigste og endda indført en boykot mod alle medier, som har bragt billeder af kunstværket.

The Spear, Brett Murray

Symbol på politiske prioriteter

Sagen skabte stor opmærksomhed omkring kunstneren og satte dermed både Murray og maleriet i rampelyset. Samtidigt udløste det en national debat om, hvorvidt præsidenten og ANC ikke havde vigtigere emner at tage sig af – såsom arbejdsløshed og mordstatistikken i landet – end Jacob Zumas ædlere dele.

Præsidentens kønsorganer blev af kunstnere netop valgt som metafor for et defekt politisk system styret af en magthaver, som er blevet anklaget for alt fra korruption, pengeafpresning, skattesvig og voldtægt af en ung HIV-smittet kvinde.

Jacob Zuma har været inde og ude af retten adskillige gange siden 2005, og hans efterfølgende kontroversielle kommentarer om kvinder og om HIV gav næring til polemikken om hans tvivlsomme moral og politik.

Til sit forsvar sagde Brett Murray, at hans maleri ikke var tænkt ondskabsfuldt, men som et forsøg på humoristisk satire over den politiske magt og patriarkatet.

Respect for Our Fathers

Ayanda Mabulus portræt af den kontroversielle præsident kan nu ses på den nye udstilling på AVA Galleri i Cape Town fra den 27 august indtil den 21. september. Udstillingen, som er en sammensætning af 23 kunstnere, viser også værker af Brett Murray – dog ikke “Spyddet”, som blev malet over af vandaler med et rødt kryds og sorte pletter.

Udstillingen, som har titlen ’Our Fathers’, tager udgangspunkt i ”begrebet patriarkat som en følelsesladet udveksling samt et system, der fremmer en ulige magtfordeling,” skriver galleriets hjemmeside.

Hvis ANC lancerer en retssag mod Ayanda Mabulu vil han forsøge at forsvare sit værk. Ifølge den 31-årige kunstner repræsenterer maleriet landets præsident på en respektfuld måde, ”afbildet i sin kultur og i sin menneskelighed.” Kunstneren siger videre, at han har respekt for ANCs tidligere ledere, som han anså for at have arbejdet for befolkningens bedste, men at ”i dag er partiet fyldt med grådighed og begær.”