Dansk lineup på Jahazi Festival på Zanzibar

Jahazi Literary and Jazz Festival
Forfatter billede

Mens Dulla Mnanga spiler musik fra Tanzania på Verdensscenen i Rantzausgade på Nørrebro, er en række danske musikere på programmet på Jahaza Literature & Jazz Festival på Zanzibar.

Af Maria Bierbaum Oehlenschläger

Der er tale om sand udveksling, når danske musikere spiller på festivalen Jahaza på Zanzibar ud for Tanzanias kyst, alt mens København byder på verdensmusik fra flere dele af det store afrikanske kontinent.

Moussa Diallo på plakaten

Plakaten for Jahazi Festival på Zanzibar er helt bogstaveligt prydet af en af den danske fotograf Jacob Crawfurds foto af den danske bassist og verdensmusikstjerne Moussa Diallo.

Han bliver således ikke at finde på programmet for Copenhagen World Music Festival, hvor man ellers kunne forvente ham. For lørdag spiller han op med Moussa Diallo Quintet med Dawda Jobarteh, Mikkel Nordsø og Klaus Menzer på Zanzibar Serena Inn.

Guitaristen Mikkel Nordsø, der er med i Moussa Diallos lineup, modtog i starten af måneden Ken Gudman Prisen, der anses for at være en af rytmisk musiks vigtigste priser herhjemme og har til formål at skabe opmærksomhed om de musikere, der skaber musikken og lever med og for den.

Toppen af dansk jazz

Moussa Diallo-kvintetten med det prægtige line up er ikke de eneste, der har fornøjelsen af at spille under de varme himmelstrøg denne weekend.

Jazzmusikerne Jakob Dinesen og Simon Spang-Hanssen tager deres saxofoner til munden, når de gæster Jahazi Fetivalen. Her vil også duoen Jamhunters bestående af Peter Michael på keyboard og Lars Fabiansen på guitar spille deres unikke blanding af smooth jazz/loungemusik med pop-funk-and Latin-rytmer.

The Jamhunters og Simon Spang Hanssen & Rainbow Spirit er desuden værter for en offentlig jamsession for musikelskere. ”Don’t forget to bring your own instruments!”

Jahazi Festivalen åbner officielt fredag aften med en all-stars-koncert, hvor flere af de danske navne er at finde, nemlig Jamhunters, Moussa Diallo Quartet og Simon Spang Hanssen & Rainbow Spirit.

More than music

Undertitlen på Jahazi Festival er ”Inspiring learning through literature and music”, og på programmet er ud over de danske musikere også digtoplæsninger, historiefortællinger, debatter og byvandringer.

Det er bl.a. muligt at komme på tur i Stone Town i Dr. Livingstones fodspor. Stone Town er en af verdens ældste byer og UNESCO World Heritage site.

I den mere alvorlige ende af festivalprogrammet er årets store debatemne: ‘The current global economic state, its origin and relevance to Africa, and where should we go from here?’

Lone Alice Johansen vil desuden ud fra sin forskning i fredsmægling tale om kvinders rolle i fredsprocesser i forbindelse med Resolution 1325 – det første formelle juridiske dokument fra FN’s Sikkerhedsråd, der kræver, at alle parter i konflikter respekterer kvinders rettigheder.

Festivalen byder på meget spændende, så var det ikke for den geografiske afstand, ville vi følge opfordringen: “Whatever you choose to do this weekend, it has to be at Jahazi Literary & Jazz Festival!”

Jahazi Literary & Jazz Festival , Stone Town, Zanzibar, fredag 31. august – søndag 2. september 2012.