Vil Europa gå enegang og lade resten af verden klare sig selv ?

Forfatter billede

Ved et globalt møde om uddannelse og bæredygtighed om en uge i Sydkorea vil nogle europæiske lande foreslå et selvstændigt samarbejde – måske udenom resten af verden.

Af Niels Larsen, U-landsnyt.dk

Fra 2005 til 2014 er Danmark forpligtet på at arbejde med Uddannelse for Bæredygtig Udvikling i folkemunde kaldet UBU.

Men ikke mange kender til arbejdet, og det er stort set fraværende i de danske medier.

Om en uge er der globalt møde i Sydkorea om 10-året, hvor Danmark også deltager. Det ser ud til at europæerne vil gå videre selv.

Bæredygtighed på alle niveauer

10-året for uddannelse for bæredygtig udvikling blev etableret ved et FN møde i Sydafrika i 2002, og visionen er at arbejde med formel og ikke-formel uddannelse og bæredygtighed på alle niveauer, lige fra vuggestuer til ældre centre.

Hovedideen med 10-året er at få forskning og uddannelse til at hænge sammen med bæredygtighed. Men også at lade forskellige sektorer tale bedre sammen om miljø og klima, som f.eks. NGOer og private virksomheder.

40 partnere i det danske netværk

Alle lande har efterhånden etableret de såkaldte Regional Centre of Expertice (RCE), der skal udbrede kendskabet til uddannelse og bæredygtighed.

I Danmark findes flere end 40 partnerorganisationer, der udgør et netværk for aktiviteter, som arbejder for at få miljø, klima og bæredygtighed ind i uddannelserne, NGO’erne, virksomheder og andre, der arbejder med uddannelse og kompetenceudvikling.

Arbejdet ledes af RCE Danmark og sekretariatet har til huse på Aarhus Universitet, Institut for uddannelse og pædagogik (DPU).

Selvstændigt europæisk netværk

Mødet i Sydkorea handler om, hvordan de nu statsstøttede regionale centre kan etablerer sig som selvstændige og bæredygtige sekretariater eller videncentre for de etablerede netværk.

Det bliver ikke nemt i en verden med krise, hvor bæredygtighed og miljø er længere nede på dagsordenen.

Der er allerede nu lagt op til at Europa vil danne sit eget netværk, når støtten fra UNESCO og FN universitetet vil stoppe i slutningen af næste år.

De afrikanske, asiatiske og amerikanske lande har ikke vist tegn på at koordinere deres aktiviteter endnu. Det vil mødet i det sydlige Korea i byen Tongyeon også komme til at handle om.

Andre temaer

Det globale møde i Sydkorea vil desuden arbejde med temaer som klimaforandringer, sundhed og bæredygtighed, biologisk mangfoldighed, ungdom, bæredygtighed inden for læreruddannelser og højere uddannelser.