“Jo længere væk Folketingets beslutninger slår ned, desto mere bør politikere lytte til konsekvenserne blandt de berørte. Dette oplagte råd valgte partierne bag ophævelsen af Ligningslovens paragraf 33A desværre at ignorere”.
Sådan hedder det indledningsvis i en presseudtalelse fredag fra foreningen Danes Worldwide.
S, R, SF, Ø, V og K’s afskaffelse af udstationerede danskeres mulighed for (siden 1976) at vælge at betale skat i det land, de aktuelt bor og arbejder i (efter seks måneders ophold) er en voldsom forringelse af de udstationeredes vilkår, anfører foreningen og videre:
“Lovændringen er kommet i stand på trods af endog særdeles højlydte advarsler fra et sjældent set dansk kollektiv. Hvornår har vi ellers oplevet, at toppen af dansk erhvervsliv, NGOer, kirkelige kredse og flere til har talt med én stemme i fælles frustration over et lovforslag?”
“Foreningen Danes Worldwide har siden 1919 arbejdet for udedanskeres rettigheder og særlige forhold i øvrigt, og mindes ikke tidligere at have oplevet en SÅ bredt funderet fælles kritisk holdning i forbindelse med forhold, der involverer danskere bosat i udlandet”.
”Vi undrer os over, at politikerne taler om vigtigheden af, at Danmark udnytter globaliseringens muligheder, mens de samtidig gennemfører et lovforslag, der gør det sværere og langt dyrere at udnytte disse,” siger Danes Worldwides generalsekretær, cand.jur. Anne Marie Dalgaard, der sammenlagt har 14 års erhvervserfaring i Bruxelles og Moskva.
”Danmark er et lille land i en stor og omskiftelig verden, hvor nationers udvikling i stigende grad baseres på viden og global erfaring erhvervet henover landegrænser. Dette er med til at skabe vækst i Danmark. Derfor skal danske virksomheder, organisationer, det offentlige Danmark såvel som fx danske studerende engagere sig endnu mere internationalt, så vi kan bevare vores velfærdssamfund”, gør hun gældende.
“I Danes Worldwide vil vi altid varmt anbefale danskere at realisere deres internationale drømme og ambitioner. Men selvom dét at arbejde i udlandet er en spændende udfordring, kan det have såvel familiemæssige som privatøkonomiske implikationer. Dette burde danske politikere kunne forstå,” siger generalsekretær, Anne Marie Dalgaard.
”Danske virksomheder og borgere, der udlever deres internationale ambitioner, tager bl.a. gode danske værdier som ligeværd og fokus på et godt arbejdsmiljø præget af selvstændighed og kreativitet med sig ud i verden”.
“De skaber – nationalt såvel som på individuelt plan – vigtige nye broer mellem os og resten af verden. Og når blandt andet udstationerede danskere flytter tilbage hertil, følger ny viden og kompetencer, nye netværk og ny inspiration”.
Det er denne internationale dynamik, som handelsnationen Danmark gennem historien har været så dygtig til at udnytte – og som politiske partier, med ophævelsen af paragraf 33A, nu desværre har valgt at reducere. Lovændringen er en ommer,” slutter hun.
……………………….
Foreningen Danes Worldwide blev stiftet i 1919 og hjælper danskere i udlandet med bl.a. fjernundervisning i dansk for 6-17-årige, rettigheder (dobbelt statsborgerskab, stemmeret og familiesammenføring), globale netværk og øvrig konkret rådgivning.
Man kan læse mere om foreningen på www.danes.dk