Det i sin tid så omstridte universitet, hvorfra bl.a. hundreder af medarbejdere i det danske u-landsmiljø er rundet, kan fredag fejre 40 årsdagen for sin fødsel på en mark ved Roskilde, fremgår det af en pressemeddelelse fra RUC (Roskilde Universitet) tirsdag.
Det er længe siden, at Fremskridtspartiet ville lave RUC om til moteller, og kun et sølle mandat i form af løsgængeren Hans Jørgen Lembourn reddede universitetet fra lukning. Meget er sket siden da.
Det er ikke kun omverdenen, men også RUC, der har rykket sig de sidste 40 år.
Men det tværfaglige og problemorienterede projektarbejde og den kritiske tilgang er stadig RUC’s DNA. En tilgang til undervisning og forskning, som landets øvrige universiteter har ladet sig inspirere af, hedder det.
”På RUC kunne man få ting til at ske. Sådan var det dengang, og det er det også i dag.”
Sådan lyder det fra RUC’s første kandidat Henning Christiansen, der efter tre direktørstillinger her 40 år efter RUC’s fødsel er vendt tilbage til RUC som censor.
I september 1972 åbnede RUC for første gang dørene for 723 studerende.
Universitetets grundlæggere havde ønsket en anden tilgang til undervisning og videnskab end den, der blev praktiseret på de daværende tre “gamle” universiteter.
RUC’s første år var præget af et helt nyt undervisningskoncept, der bl.a. indebar basisstudier, tværfaglighed, problemorientering samt projekt- og gruppearbejde.
Fysisk er RUC vokset, så det i dag er over dobbelt så stort sammenlignet med 1972 – og i dag har ca. 10.000 ansatte og studerende deres daglige gang på RUC.
Internationale Udviklingsstudier
Universitetet startede med tre hovedområder og et begrænset antal overbygningsfag. I dag har RUC fire hovedområder og ikke mindre end 34 kandidatfag og en lang række ph.d.- og masteruddannelser.
RUC har tillige en omfattende international studenterudveksling – og i en u-landssammenhæng Internationale Udviklingsstudier, som har udklækket så mange kandidater til NGOer og andre herhjemme.
Men mange af RUC’s særlige kendetegn fra fødslen er stadig fremherskende kvaliteter, som ikke kun har overlevet i 40 år, men også er videreudviklet, gøres det gældende.
Det er: Det tværfaglige, problemorienterede og samfundsengagerede projektarbejde, husmiljøerne, den kritiske tilgang – og undervisning og forskning drevet af et stort engagement hos både undervisere og studerende.
Mere om årsfesten fredag i anledning af jubilæet på www.ruc.dk og
http://www.ruc.dk/om-universitetet/aarets-gang-paa-ruc/aarsfest-paa-ruc/aarsfest-2012
Se hvordan det gik for sig, dengang RUC blev grundlagt i 1972, og da daværende uddannelsesminister Ritt Bjerregaard var under pres for at lukke universitetet på dr.dk (fra min. 48:30) – se
http://www.dr.dk/tv/se/fra-bloed-hippie-til-hard-revolutionaer/fra-bloed-hippie-til-hard-revolutionaer#!
Yderligere oplysninger hos:
Pressemedarbejder Camilla Buchardt, e-mail: [email protected]
tlf: 46 74 22 36 og mobil: 22 38 82 82