Af Mette Lind Kusk og Lotte Meinert
Den brutale konflikt mellem Lord´s Resistance Army og den ugandiske regering hærgede det nordlige Uganda i mere end to årtier. Børn blev kidnappet og brugt som slaver og soldater og ofte tvunget til at udøve vold mod egne familiemedlemmer. Vejen mod forsoning og fredelig udvikling er lang.
En brændende varm dag i starten af april, inden regnsæsonen for alvor har gjort sit indtog, samles folk i landsbyen Gwendyia, i Gulu distrikt, under markedspladsens frodige og skyggefulde mangotræer.
Folk er mødt op for at lytte til fortællinger om tilgivelse, der er indsamlet i lokalområdet På sivmåtter sætter kvinderne sig i deres farverige kjoler, mens mændene indtager bænkene, der er stillet frem til lejligheden.
Fortællingerne, de skal lytte til, er indsamlet som en del af det tværfaglige forskningsprojekt ENRECA GU (Enhancement of Research Capacity at Gulu University) ”Changing Human Security: Recovery from armed conflict in Northern Uganda” og skal medvirke til at fremme en fredelig udvikling i det nordlige Uganda.
I de rolige timer over middag, hvor solens stråler gør det tæt på umuligt at arbejde i markerne, strømmer flere og flere folk til for at lytte.
En gruppe skolebørn stopper også op på vej hjem fra skole, iklædt lysende lilla skoleuniformer. Projektbilen, højttalerne og den store samling af mennesker tiltrækker deres nysgerrige blikke og ører.
Ofre og gerningsmænd
Efter mere end to årtier, hvor det nordlige Uganda har været hærget af konflikten mellem oprørsgruppen The Lord’s Resistance Army (LRA) og den ugandiske regering, er der brug for at opbygge institutioner, genetablere sociale relationer, få økonomien og infrastrukturen til at fungere. Gulu Universitet har sat sig for at bidrage med viden, der kan understøtte fredsprocessen og være med til at sikre, at konflikter ikke eskalerer igen.
I løbet af borgerkrigen var mere end en million civile tvunget til at bo sammenstuvede i lejre for internt fordrevne. Nu er de fleste folk vendt hjem for at genopbygge huse, bopladser og dyrke jorden.
Efter i mange år at have været underlagt både oprørernes og regeringens agenda, og udsat for overgreb og begrænsninger fra begge sider, er genetableringen af en normal hverdag nu en aktuel, men langvarig proces.
Denne overgang er, ikke overraskende, præget af stor usikkerhed. Usikkerhed i forhold til fremtiden, til institutioner og ikke mindst til de sociale relationer, som tidligere holdt samfundet sammen.
Kidnapning af børn, som blev brugt som slaver og soldater, var en central taktik i LRAs metoder. Ofte blev de bortførte tvunget til at udøve vold mod egne familiemedlemmer, for at minimere risikoen for, at de skulle forsøge at flygte fra oprørshæren. En strategi, der effektivt skader de mest basale sociale relationer, som binder et lokalsamfund sammen.
Skellet mellem ofre og gerningsmænd var derfor langt fra skarpt under konflikten. Nogle blev tvunget til at udføre vold. Andre støttede oprørernes sag politisk. Nogle samarbejdede med den ene side, andre med den anden, ofte afhængigt af, hvad der rent praktisk gav én de bedste muligheder for overlevelse.
Konfliktens konturer var derfor ikke sort-hvid, men nærmere utallige nuancer af grå, som nu skal rummes i hverdagens sociale relationer.
Timo Kica – At tilgive
I de seneste år er der mange eksempler på, at tilbagevendte oprørere/børnesoldater bliver budt velkommen hjem af forældre og slægtninge, selvom de tilbagevendte har udøvet vold mod familien. Det foregår sjældent i romantisk genforening og fuld tilgivelse, men som nødvendige handlinger.
Forsøgene på at reparere de skadede sociale relationer er essentielle for at lokalsamfundene kan komme til at fungere, og for at konflikter ikke blusser op igen.
Det er ikke en proces uden udfordringer, men det er afgørende for at få krigens tag til at slippe og genvinde en vis kontrol over egne liv.
Det er netop folks erfaringer med tilgivelse, som delprojektet Timo Kica, der betyder ’at tilgive’ på lokalsproget, udforsker ved at indsamle og formidle lokale fortællinger om tilgivelse.
Fortællingerne lydoptages, redigeres og formidles bl.a i en af lejrenes gamle hytter, i lokalradioen og via en mobil outreach unit, som den i Gwendiya.
Kony og Museveni
I de beretninger om tilgivelse, Timo Kica projektet har indsamlet, fokuserer folk især på brud og bedrag i de nære relationer.
Det kan virke overraskende for udenforstående, at folk ikke beskæftiger sig meget med dem, som er hovedansvarlige for konfliktens rædsler: Oprørslederen Joseph Kony og Ugandas præsident Yoweri Museveni, som bærer de største ansvar.
Men det omfang af lidelser som disse ledere har foranlediget overgår sandsynligvis, hvad der er menneskeligt muligt og måske ønskeligt at tilgive.
Desuden stoler de færreste på at noget retssystem, den ugandiske stat eller den internationale straffedomstol, kan etablere forsoning og ”reparation” på en måde, som kommer befolkningen til gode.
Joseph Kony er ’the bad guy’, som den virale youtube film ’Kony2012’ så uhyggeligt forsimplende skærer ud i letfordøjelige bidder til sine unge seere i de rige lande.
Men han er ikke den eneste skurk, og konflikten, som beror på stor ulighed mellem Nord- og Syduganda, kan ikke løses med en retssag. Virkeligheden er langt mere kompleks.
Fokus på nære relationer og handlinger
Derfor er det brud og bedrag i de nære relationer, som folk forsøger at hele i disse år. Relationer til familiemedlemmer og naboer, mennesker som man troede, man kunne stole på og som viste sig at have svigtet, løjet, forrådt. Måske fordi de var nødt til det, under omstændighederne.
Hvordan kan de nu leve side om side med hinanden igen? Folk pointerer i deres beretninger, at tilgivelse sjældent er definitiv, men betinget, og tilgivelse med ord er ikke nok, men skal vise sig kontinuerligt i handlinger over tid.
På den måde opfattes tilgivelse som tæt forbundet med forsoning, og det er derfor centralt at man praktiserer tilgivelse i de sociale relationer og ikke kun taler om det.
Vores studie viser således, at folk i det nordlige uganda er optaget af forsoning og genetablering af sociale relationer på hverdagsniveau, nærmere end af nationale sandhedskommisioner og international retsforfølgelse.
Folk peger på hverdagens banaliteter, som langtfra er banale: At der er skoler til børnene og sundhedsklinikker til de syge. At man kan dyrke sine marker og sælge sine afgrøder til rimelige priser. At infrastruktur og handel genetableres. Forhold som gør, at det almindelige liv kan fungere.
Nye jordkonflikter
I Gwendiya forløber eftermiddagen som planlagt. Flere af de op mod 60 besøgende kommer med kommentarer og bemærkninger under afspilningen af de forskellige fortællinger. Nogle af tilhørene laver aftaler med forskerne om senere at indspille deres egen personlige beretning. Både kvinder og mænd kommer med ideer til, hvordan projektet kan udvikle sig i fremtiden.
Diskussionen lander endnu engang på de mange jordkonflikter i området.
De to årtier med krig og tvangsforflyttelse gør, at mange ikke længere kender de grænser mellem familiers og klaners jord, der tidligere var alment kendte og accepterede.
Nogle har udnyttet den manglende hukommelse og sat sig på jord, der inden krigen – ifølge nogle – tilhørte andre.
Nye problemstillinger er også opstået i forhold til de kvinder, som har mistet deres mand under konflikten. De har med tabet af manden mistet den sociale forbindelse, hvorigennem de får adgang til jord.
Jordkonflikterne blusser også op, fordi der er fundet olie og andre mineraler i regionen, og fordi store investorer fra Syduganda opkøber jord til kommercielt landbrug. Præcis hvor en grænse går, får derfor en helt ny betydning.
BAGGRUND
ENRECA GU er et samarbejde mellem forskere og studerende fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Gulu Universitet i det nordlige Uganda, støttet af Forskningsrådet for Udviklingsforskning. Projektet omfatter støtte til PhD- og master-studerende, PhD kurser skræddersyet til Gulu Universitets behov, en større demografisk og sundhedsmæssig registrering, fire mindre projekter, hvor ugandiske og danske forskere arbejder sammen.
Projektet om tilgivelse er et af dem, og det er inspireret og udformet i samarbejde med kunstner Tove Nyholm, der arbejder med lydinstallationer.
Jordkonflikt og tillid
Forskningsrådet for Udviklingsforskning netop tildelt støtte til et kommende forskningssamarbejde om jordkonflikter og tillid. Desuden ydes støtte til et projekt om primær sundhedstjeneste i post-konflikt Uganda.
Disse projekter, sammen med initiativet ”Building Stronger Universities”, som er støttet af Danske Universiteter, gør, at forskningskapaciteten på Gulu Universitet fortsat kan styrkes og være med til at skabe en dybere forståelse for de processer, det nordlige Uganda gennemgår.
Lyt til en tilgivelsesberetning fra projektet her:
[video:http://www.youtube.com/watch?v=2PvH36SxJ7w]
Lotte Meinert er professor MSO i antropologi ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet. Hun har arbejdet og forsket i Uganda siden 1994 og leder ENRECA projektet med Gulu Universitet.
Mette Lind Kusk er kandidatstuderende i antropologi ved Aarhus Universitet og lavede i foråret feltarbejde i det nordlige Uganda i samarbejde med tilgivelsesprojektet under ENRECA GU, hvor hun fokuserede på tilgivelse som en social praksis
