Af Maria Kondrup
Klokken fem sniger de første solstråler sig ind gennem vinduet i mit lille murstenshus. I en dansk 20 årig piges verden er det alt for tidligt, men her har både hanen og de lokale været vågne længe.
Min teenagehjerne prøver hver morgen at få mig til at sove videre, men efter nogen tid begynder min volontørhjerne at protestere; jeg er her trods alt for at leve som en malawianer, ikke for at ligge i sengen til et klokkeslæt en dansk ung ville finde rimeligt.
Morgenerne er det eneste tidspunkt, hvor temperaturen er nogenlunde udholdelig, for i løbet af dagen kan graderne nemt snige sig op på de 37.
Det lille hus, jeg bor i, har metalplader som tag, hvilket betyder at min værtsfamilie er velhavende i forhold til andre i landsbyen, der må nøjes med stråtage; men det betyder også, at der bliver umådeligt varmt indenfor, når solen bager ned over os.
Jeg befinder mig i Santu Village i Chikwawa, der ligger i det sydlige Malawi. Her skal jeg bo hos en familie i fem uger og være en del af dens liv og dagligdag.
Jeg er endt herude, hvor elektricitet er en drøm og brusebadet en balje med vand og en kop, fordi jeg er volontør for Folkekirkens Nødhjælp.
Ud hvor kragerne vender
Jeg er en en ud af ti unge danskere, der er fordelt ud over Malawi for at opleve landet, dets folk og komme helt derud, hvor danskernes penge hjælper.
Nu har jeg været her i to uger og efterhånden vænnet mig til hverdagen, malawianernes mentalitet og at være eneste europæer i en landsby, som aldrig før har været så tæt på en hvid, en mzungu som de kalder mig, i længere tid.
Alle er enormt nysgerrige, følger min mindste bevægelse og griner hver gang, jeg prøver at gøre ligesom dem.
Det tager noget tid at vænne sig til, at malawianere griner af alt, og at det ikke er ondt ment, men at latter og humor blot fylder meget i deres kultur. For man kan hurtigt føle sig som dagens underholdning og meget udstillet.
På den anden side kan jeg godt forstå, de griner. For stort set alt hvad de finder normalt, finder jeg unormalt.
Skorpionen – og et klask med en sko
Når jeg prøver at knuse majskorn og knapt kan løfte den store træbalje, fordi jeg ikke har lige så stærke armmuskler, synes de, det er vildt mærkeligt. De ved jo ikke, at vi aldrig maler vores korn selv, men blot går hen i butikken, køber et kilo mel og derefter trasker hjem igen.
Når jeg ikke kan balancere bare den mindste vandbalje på mit hoved, er de flade af grin. For de er ikke vant til at kunne gå ud i køkkenet, dreje på en hane og se vandet fosse ud.
Og når jeg går i panik ved synet af en skorpion, fordi jeg adskillige gange på Discovery Channel er blevet advaret mod dens dødbringende stik, kigger de undrende på mig og slår den ihjel med en sko.
Jeg griner også af dem
På samme måde griner jeg, når de små drenge tager en tampon op af min taske og sætter den bag øret, fordi de ikke ved, hvad det er, men kan se at den har samme form som de blyanter, deres storebrødre sætter bag øret.
Jeg griner, når de ikke kan finde ud af at puste balloner op. Og jeg griner, når de, hver gang jeg sidder og læser en bog, spørger, om det er Biblen, som om det er den eneste bog, en person kunne finde på at læse af ren lyst.
Men lige meget hvor forskellige vi er, og hvor mange modsætninger vore liv indeholder, er vi samlet om humoren. Vi griner alle sammen enormt meget, ikke kun af hinanden men også af os selv, og min tanke om at vores humoristiske sans ville ligge langt fra hinanden er for længst manet i jorden.
De skyder omgående igen
Selv danskeres mantra om at ingen – lige bortset fra os selv – forstår ironi, falder til jorden herude.
Malawianere er knipskarpe og opfatter ens drillende undertoner og hentydninger med det samme, og de er ligeså hurtige til at fyre noget tilbage i samme dur.
Det kan godt være, at vi ser forskelligt på verden og livet, men humoren har vi tilfælles, og den, tror jeg, bliver altafgørende for mit ophold her, mine muligheder for at komme ind på livet af folk og for at vi kan lære noget om og af hinanden.
Maria Kondrup (20) er fra København og volontør hos Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun er udsendt til Malawi i tre måneder fra oktober til januar.
Hun skal i to omgange bo hos en værtsfamilie i en helt almindelig landsby og opleve hverdagen i det fattige sydafrikanske land.
Som led i volontørprogrammet er hun tilknyttet lokale partner-organisationer for at se, hvor og hvordan danske indsamlinger og donationer hjælper.
Maria Kondrup vil sende ugentlige “oplevelsesbreve” til U-landsnyt.dk fra Malawis dagligdag – såfremt elektriciteten ellers virker ude i hendes landsby, så hun kan skrive på sin PC og maile det hjem.
