Trods en officiel dansk holdning om, at jødiske bosættelser på den israelsk-besatte Vestbred af Jordan-floden er ulovlige, har to danske universiteter samarbejdet med israelske forskningsinstitutioner i bosættelser i årevis.
Det viser research fra Berlingske og researchcentret DanWatch, skriver Berlingske Søndag.
DTU (Danmarks Tekniske Universitet) har med danske forskningsmidler i ryggen haft et systematiseret samarbejde med et universitetscenter i bosættelsen Ariel. Men nu opsiger rektor på DTU Anders Overgaard Bjarklev samarbejdet.
“Vi har fået den klare melding, at den danske regering ikke støtter dette samarbejde. Så kan vi ikke opretholde det”, siger han til Berlingske.
Den beslutning er udenrigsminister Villy Søvndal (SF) godt tilfreds med: “Vi ønsker ikke, at danske forskningsinstitutioner deltager i aktiviteter, som måtte medvirke til at opretholde de ulovlige bosættelser”, anfører han.
Roskilde Universitet (RUC) deltager i et EU-forskningsprojekt med 11 andre forskningspartnere, hvoraf den ene er kosmetikproducenten Ahava, der produceres i en bosættelse.
RUC-rektor Ib Poulsen mener modsat sin kollega hos DTU ikke, at universitetet har et problem, eftersom man ikke samarbejder direkte med Ahava under projektet.
Det undrer generalsekretær Henrik Stubkjær fra Folkekirkens Nødhjælp, som bistår palæstinensere, der får konfiskeret jord af jødiske bosættere.
“Vi har en officiel dansk politik, der siger, at man skal holde sig væk. Derfor må Roskilde Universitet som statslig institution træde i karakter”, siger han til Berlingske.
Se meget mere om sagen på
http://www.danwatch.dk/da/artikler/danske-universiteter-samarbejder-med-ulovlige-bosaettelser/224
Se også telegrammerne
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/09-11-12/s-vndal-skuffet-over-israels-nye-ulovlige-bos-ttel
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-11-12/22-ngoer-til-eu-forbyd-import-fra-j-diske-bos-ttel
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/30-10-12/fn-rapport-r-boykot-firmaer-der-hj-lper-j-diske-bo