Af Malene Lykkebo, U-landsnyt.dk
På Why Poverty?-konferencen var der gode argumenter for både langsigtet bistand og nødhjælp
Mange har nok overvejet, når de har givet penge til nødhjælpsorganisationer eller støttet forældreløse børn rundt om i verden, om deres bidrag egentlig når frem til dem de er øremærket til. Hjælper nødhjælp og udviklingsbistand dem, der har brug for hjælp?
Dagens første taler i panelet på onsdagens Why Poverty?-konferencen, som er en del af en større kampagne skudt i gang af DR og BBC med fokus på fattigdom og ulighed, er Owen Barder, europachef ved Center for Global Development. Hans syn på udviklingsbistand er forholdsvis positivt, selvom han indrømmer, at det kan være svært at bevise, at den har en virkning.
Et af eksemplerne, han bruger til at illustrere sin optimisme, er hentet i Etiopien, hvor han har boet indtil nylig. Han mener, at udviklingshjælp har hjulpet, når man ser en skolegård fyldt med piger, og det viser han på storskærmen bag sig. Piger i skole: Et nyt fænomen i Etiopien.
Børnedødelighed er en anden indikator for hvordan et land klarer sig, og ser man på i-landendes børnedødelighed, er den lav. Men det handler ikke om, hvor mange penge den enkelte borger har imellem hænderne, men om hvor mange penge, der bruges på teknologi.
80% af årsagerne til lav børnedødelighed skal findes i teknologien, og derfor, selvom flere lande i Afrika er blandt verdens hurtigst voksende økonomier, bliver man nødt til at fokusere på teknologiudvikling, når man som donor vil forsøge at gøre en forskel.
Er fattigdom lig fattigdom?
Flere i ekspertpanel, som består af den danske udviklingsminister Christian Friis Bach, professor i udviklingsøkonomi Finn Tarp og bestyrelsesformand for Global Development Advisors Henrik Skovby er enige om, at det er svært at måle succesraten for nødhjælp og udviklingsbistand. Havner pengene i de rigtige hænder eller forsvinder de i bureaukrati og korruption? Det er svært at få et endeligt svar på.
”Verden har ændret sig”, siger Finn Tarp, og pointerer, at udviklingsbistanden har virket, og at det er både eksterne og interne faktorer, der medvirker til succes.
Hans Skovby forudsiger, at i fremtiden vil udviklingslandene have mindre og mindre brug for hjælp.
Ligeledes lægger panelet vægt på, at man som ”giver” skal fokusere på modtagerens ønsker og forhold. ”Vi bliver nødt til at have principper på modtagerens vegne”, siger Owen Barder.
To tredjedele af verdens fattige lever ikke længere i de fattigste lande, men i middelindkomstlande såsom Indien og Kina. Og disse lande er ikke de store modtagere af nødhjælp. Indien er endda gået så vidt, at man har sagt nej tak til hjælp ude fra. Indien kan selv.
Men hvad hjælper nødhjælpsarbejde og udviklingsbistand så, når de fleste fattige bor i middelindkomstlande?
Der skal stadig fokuseres på de fattige, der nu engang er ”tilgængelige” uden at det skal lyde som en forretning. Og ellers er panelet enige om, at man skal forsøge at påvirke Kinas og Indiens regeringer, så de gør en virkelig indsats for deres fattige millioner – uden at man som udefrakommende fremstår belærende. Dette må undgås.
”We need to make the rich Chinese and rich Indians pay for the poor”, siger Christian Friis Bach og opsummerer derved panelets enighed, som afslutning på en god og passioneret første debat.
I tre efterfølgende debatter blev der diskuteret emner som ”Kvinder og fattigdom”, ”Nye spillere i den tredje verden” samt ”Hvorfor fattigdom i den rige del af verden?”.
