Af Adam Jacobi Møller og Peter Busk Stehr
Zambia er godt på vej til at nå 2015 mål nummer to om at opnå fri grundskole til alle. Men – og der er et stort men: Det er tilsyneladende sket på bekostning af kvaliteten.
Cirka 95-97 procent af børnene i Zambia går i dag i grundskole, de seneste år er der bygget mange nye skoler, og der er investeret i at uddanne flere lærere.
Men hvor Zambia tilbage i 1960’erne havde et af de bedre uddannelses-systemer i Afrika, er det ikke længere tilfældet. Rent faktisk er den zambiske grundskoles uddannelsesniveau målt som det næst dårligste i 15 lande i det syd-østlige Afrika.
Danmark støttede fra 2007 til 2011 Zambia’s uddannelsessektor med sektorbudgetstøtte på 105 mio. kr , og NGO’en FAWEZA støttes med 25 mio. kr fra 2010 til 2013.
Med budgetstøtten har Danmark således medvirket til udviklingen i Zambias uddannelsessektor, og støtten til FAWEZA har ifølge ambassaden i Lusaka medvirket til, at flere piger har fået adgang til skolegang, og at gravide elever vender tilbage til skolen efter at have født.
Tre slags grundskoler
I Zambia findes der tre typer grundskole, der dækker 1.-7. klasse. Der er privatskoler, hvor alt er brugerbetalt. Der er offentlige skoler, hvor undervisning er gratis, men hvor der skal betales for uniform og bøger, blyanter m.m.
Og så er der de lokal-skoler, community schools, som er skoler, der bliver kørt frivilligt af lokale i områder, hvor regeringen af forskellige årsager ikke har sørget for undervisning.
Der findes efterhånden en del lokal-skoler i Zambia, og det skyldes primært, at der mangler incitamenter for lærerne til at arbejde i de offentlige skoler i Zambia’s yderområder. Hvis ikke lokalsamfundet træder til og opretter lokal-skoler er der ganske enkelt ikke skoler i visse yderkantsområder.
Det oplyser den danske ambassades fungerende ambassadør Peter Jul Larsen og ambassadens ansvarlige på uddannelsesområdet, ambassaderådgiver Lotte Mindedal.
Gode resultater i lokal-skolerne
Evalueringer har vist, at de frivillige lokal-skoler opnår ligeså gode eller bedre eksamensresultater end mange offentlige skoler og sågar end nogle privatskoler.
Det skyldes ifølge Lotte Mindedal, at niveauet i de offentlige og private institutioner generelt er lavt, og at der fra lokalsamfundene i høj grad bliver investeret ressourcer i de skoler, som de selv har skabt.
De lokale føler et ejerskab over for lokal-skolerne, og desuden har lærerne boet i lokalsamfundet og bliver ofte boende. De offentlige skoler har derimod en rotationsordning, så lærerne flyttes fra sted til sted.
Rotationsordningen, der skulle sikre lærere til alle områder i landet, fungerer imidlertid ikke særlig godt. Der mangler transparens, og de offentlige lærere kan blive placeret fordelagtigt, hvis de har de rette kontakter i Ministeriet for Uddannelse eller i andre nøglepositioner i administrationen.
Uafhængighed en styrke
De gode resultater fra de frivillige lokal-skoler er ikke gået upåagtet hen, og der arbejdes nu på at inkludere lokal-skolerne i det offentlige system. Det er ikke nødvendigvis en god idé ifølge Lotte Mindedal.
Hun mener, at en inddragelse for det første ikke automatisk vil medvirke til en højere standard i regeringens offentlige skoler.
For det andet er de frivillige lokal-skolers styrke netop deres uafhængighed. Lokalsamfundet uddanner så at sige sine egne børn. Det er en stor menneskelig investering og er netop derfor, at skolerne klarer sig godt.
Til sammenligning er det en stor udfordring for mange af de offentlige skoler at holde på de regerings uddannede lærere. Et basalt problem – foruden det nævnte rotationsprincip – er, at f.eks. lønningerne til de offentlige lærere ofte er forsinkede eller bliver indsat på en bankkonto, der kan være flere dagsrejser fra skolen.
Det kan i visse tilfælde få lærere til at forlade deres arbejdsplads i op mod to uger for at hente deres løn, hvilket selvsagt ikke fremmer børnenes uddannelse.
Sprogligt problem
Et generelt problem for uddannelsessektoren er sprogligt. De officielle sprog i Zambia er engelsk og en række regionale sprog.
Det er regeringens politik, at skoleundervisningen skal være på engelsk, men det er den ikke altid. Det giver åbenlyse problemer, fordi eksamen altid er på engelsk.
Men det er også problematisk, hvis lærerne kun underviser på engelsk, og eleverne først møder sproget i skolen. Det fører ofte til elevflugt, da eleverne ikke forstår undervisningen, som derfor betragtes som ubrugelig.
Ifølge Lotte Mindedal ville det være fornuftigt at indføre regulær engelsk undervisning til børn, der ikke kender til dette sprog.
Pigers ”tilbage til skole”
Pigers adgang til uddannelse er – i Zambia som andre lande – også kulturelt betinget. Zambias piger får ikke automatisk samme adgang til udannelse som drenge.
Traditionelt foretrækker forældre at bruge deres begrænsede ressourcer på drenge, da pigers rolle i samfundet ofte forbindes med at blive gift og føde børn og i øvrigt tage sig af de huslige opgaver.
NGO’en ”Forum for African Women Educationalists of Zambia” (FAWEZA) arbejder for bedre skolegang for piger.
NGO’en der blev oprettet i 1996, arbejder direkte med lokalsamfundene i et forsøg på at informere disse om de langsigtede fordele ved pigers uddannelse.
Og FAWEZA betragter det som en bedrift, at de har medvirket til, at politikerne nu har indført en ”tilbage til skole” politik i de zambiske skoler. Projektet har fokus på piger, der bliver gravide mens de går i skole.
FAWEZA antager, at ca. 15,000 piger i skolealderen bliver gravide hvert år, og tidligere resulterede det i bortvisning fra skolen – et resultat af bl.a. den katolske kirkes indflydelse på undervisningssystemet.
Pigerne vendte ikke tilbage til skolen efter fødslen, men blev i stedet forsøgt giftet bort af deres familier.
Nu har FAWEZA altså medvirket til, at de unge mødre har mulighed for at vende tilbage til skolen og få en uddannelse, der forhåbentlig kan styrke deres position i samfundet på både kort og langt sigt.
Øget seksualundervisning i skolerne kan medvirke til færre graviditeter og sygdomme relateret til sex og dermed til, at pigerne kan blive i skolen. Men traditionel seksuel adfærd – ikke mindst mænds – er ikke let at ændre
Exit Danmark
Med udgangen af 2013 er det danske engagement i Zambia slut. Indtil da udfases bistanden.
De positive tiltag, som Danmark har medvirket til i bl.a. Zambia’s uddannelsessektor, må for fremtiden klare sig uden dansk støtte. Det er tid til at stå på egne ben for Zambia.
Baggrund
Zambia opnåede uafhængighed fra Storbritannien i 1964, og landet blev herefter ofte brugt som mødested for befrielseskæmpere og oprører fra kontinentet.
Zambia har mange rigdomme, hvilket hovedstaden Lusaka og kobberbæltet bærer præg af, men også meget fattigdom, hvilket er tydeligt når man bevæger sig ud i landdistrikterne.
Ud af landets befolkning på omkring 13 millioner lever ca. 60 procent under fattigdomsgrænsen. Det kan man undre sig over taget de store kobber mine indtægter i betragtning.
Zambia er den største producent af kobber i Afrika. Manglende investeringer i andre sektorer, for at sikre sig mod svingende markedspriser i kobber, kan derfor have fatale konsekvenser for Zambias økonomi, og havde det med kobber kriserne i 1960’erne og 1970’erne.
Minerne er desuden ejet af udenlandske virksomheder, der har indgået fordelagtige aftaler med tidligere og den nuværende regering og derfor knap nok betaler skat.
Det betyder reelt, at kun ganske få zambianere nyder godt af de mange ressourcer, der findes i landets undergrund.
Adam Jacobi Møller er Cand. Merc. Jur og M.Sc. Human Rights. Peter Busk Stehr er M.Sc Design, Communication, and Media. Begge har de studeret og arbejdet i Afrika. Artiklen er den fjerde og sidste i en serie af udviklingsrelaterede historier fra Uganda, Tanzania, Zimbabwe og Zambia. Følg med i dagbogen og billedserien på hjemmesiden www.kampalatilcapetown.dk
