I Afghanistan får flere fremover hjælp fra den danske NGO Mission Øst, som nu vil indgå i et EU-finansieret konsortium, skriver organisationen i en pressemeddelelse torsdag.
Mission Øst er blevet accepteret som en del af Emergency Response Mechanism (ERM) Consortium, der er finansieret af EU’s nødhjælpskontor og dækker hele provinsen Badakhshan samt yderligere seks provinser i Afghanistan.
”At blive en del af ERM Consortium er en markant styrkelse af nødhjælpsindsatsen i området. ERM Consortium er finansieret af EU’s nødhjælpskontor, så samtidig med, at vi i fælleskab med andre civilsamfundsorganisationer når hurtigere frem, så har vi også sikkerhed for, at udgifterne er dækket,” siger generalsekretær i Mission Øst, Kim Hartzner.
ERM Consortium sikrer nødhælp af til områder, hvor kun få civilsamfundsorganisationer arbejder. Samarbejdet styrker bl.a. koordineringen mellem parterne, behovsvurderingerne og vidensniveauet. Derudover bliver erfaringer delt mere effektivt – også med andre relevante aktører.
De fire andre civilsamfundsorganisationer i konsortiet er Solidarités International, Medair, ACF og PIN.
Siden 2001 har Mission Øst arbejdet i i provinserne Badakshan og Takhar i det nordøstlige Afghanistan.
Mission Øst arbejder med fødevaresikkerhed, forbedring af livsgrundlag, vand, sanitet og hygiejne, genopbygning af infrastruktur og danner kvindegrupper og har indtil nu modtaget 147 mio. kr. fra Danida og andre donorer til at hjælpe den afghanske befolkning.
Yderligere oplysninger hos:
Journalist Maria Callesen tlf. 39 61 20 48, mobil 20 44 76 42
eller e-mail: [email protected]