Dansk støtte på 100 mio. kr. til flygtninge i Sydsudan

Forfatter billede

Antallet af flygtninge fra Sudan til det sydlige naboland, verdens yngste nation Sydsudan, accelererer nu i en grad, så Danmark yder yderligere 100 mio. til nødhjælpsarbejdet, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Der er allerede ca. 180.000 flygtninge i syv lejre i Sydsudan, hvilket er fire gange så mange, som FN havde forventet i starten af året. Og nu kommer der flere til, ofte mere end 2.000 om ugen.

FN regner med, at man kan komme op på så mange som 350.000 flygtninge i løbet af 2013., og de vil være fanget i et hjørne af landet, der er meget utilgængeligt og risikerer at blive helt isoleret i regntiden.

“100 mio. kr. er et stort akut engangsbeløb, men det er nødvendigt for at undgå, at den humanitære nødsituation udvikler sig dramatisk i et isoleret område, der har lidt under voldelig konflikt i årtier”, siger udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

Kamphandlinger mellem regeringstropper fra Sudan og oprørere med base i Sydsudan har taget til i styrke de seneste uger og spredt sig til et geografisk større område.

Den stadig mere voldsomme konflikt kombineret med, at det i lange perioder ikke har regnet tilstrækkeligt, betyder nu, at der mangel på mad.

Og dér hvor man kan købe mad, er det blevet betydelig dyre at købe ind. I nogle af de hårdest ramte områder i landet er priserne på fødevarer steget med op til 200 procent.

Af de 100 mio. kr. går halvden til FNs nødhjælpsorganisationer, den anden halvdel til danske nødhjælpsorganisationer. Danmark har med denne nye bevilling samlet set støttet flygtningene i Sydsudan med 240 mio. kr. i år.

15 mio. til Flygtningehjælpen

Af de 100 millioner har Dansk Flygtningehjælp fået 15 mio. kr. fra Danida til at udvide indsatsen i Sydsudan. Det betyder, at organisationen fra næste år vil have ansvaret for tre flygtningelejre – og nødhjælpen til over 95.000 sudanesiske flygtninge. Midlerne falder efter Christian Friis Bach netop har besøgt Flygtningehjælpens eksisterende lejr i området.

Friis Bach gav efter sit besøg i Yusuf Batil lejren udtryk for, at mødet med flygtningene var både trist og opmuntrende. Opmuntringen lå i at den lejr, flygtningene boede i, var velfungerende. Yusuf Batil lejren er drevet af Dansk Flygtningehjælp.

Camilla Winther Kragelund, der er teamleder for Flygtningehjælpens nødhjælpsprogram i Sydsudan, fortæller om arbejdet i Maban-distriktet:

”Vi driver Yusuf Batil lejren i tæt dialog med flygtningene selv, lokale myndigheder og de andre humanitære organisationer. Vi arbejder især for at sikre, at lejren er et sikkert sted at være – også for kvinder og børn, som desværre alt for ofte bliver udsat for seksuelle overgreb i flygtningesituationer. Vi uddeler også basal nødhjælp såsom sæbe, køkkengrej og tæpper.”

Organisationen vil i det nye år overtage ansvaret for endnu en flygtningelejr i Maban-distriktet samtidig med at man skal starte en ny lejr op i nabodelstaten Unity, hvortil det forventes at tusinder af mennesker vil flygte i løbet af de kommende måneder.

Regnen stoppet – og så kommer folk

”Den humanitære krise er slet ikke ovre endnu. Regntiden er netop stoppet, og det betyder at områder, der før var totalt ufremkommelige, nu er tilgængelige igen. Folk kunne simpelt hen ikke komme frem i regntiden, men nu da regnen er stoppet, forventer vi, at mange flere vil flygte til Sydsudan,” siger Camilla Winther Kragelund.

Fjendtlighederne mellem Sudans hær og oprørsgruppen SPLM-Nord er taget til i delstaterne Blue Nile og South Kordofan. Der er ikke umiddelbart udsigt til at kamphandlingerne indstilles.

Dansk Flygtningehjælp har arbejdet med sydsudanesiske flygtninge i Uganda siden 1999 og været til stede i det sydlige Sudan siden fredsaftalen med Sudan i 2005. De første seks år fokuserede organisationen indsatsen på at støtte flygtninge, der vendte hjem fra Uganda.

Flygtningehjælpen har leveret nødhjælp i Maban-distriktet siden maj 2012, hvor tusindvis af flygtninge strømmede til Sydsudan, og det stod klart, at en ny humanitær krise var ved at udfolde sig.

Yderligere oplysninger hos:
Iben de Neergaard, pressekoordinator, tlf. 20 31 66 87
Villads Zahle, kommunikationsmedarbejder, tlf. 60 37 44 31
web: www.flygtning.dk