Af Jesper Heldgaard
Den internationale Straffedomstol (ICC) i Haag har hidtil kun rejst sager mod afrikanere, men sager fra andre verdensdele har ikke haft tilstrækkeligt stærkt bevismateriale.
”Nej, ICC er ikke vendt imod Afrika. Og nej, Afrika er hverken imod ICC eller straffrihed til afrikanske krigsforbrydere.”
Sådan lyder budskaberne, som Fatou Bensouda har gentaget mange gange, siden hun i juni 2012 blev chefanklager for Den Internationale Straffedomstol, ICC, med sæde i den hollandske by.
Det er et par ganske sejlivede myter, Fatou Bensouda kæmper for at gøre op med, og hun var som skræddersyet til posten, da der skulle findes en afløser for ICC’s første chefanklager, den farverige og kontroversielle argentiner Luis Moreno-Ocampo, da hans embedsperiode udløb.
Hun kender ICC indefra som vicechefanklager i samtlige Moreno-Ocampos ni år som chefanklager, men nok så vigtigt er den 51-årige jurist fra det lille vestafrikanske land Gambia og derfor den ideelle brobygger mellem ICC og Afrika.
Hun blev da også valgt enstemmigt af de 121 lande, der har tilsluttet sig ICC.
Hårde toner
Der var adskillige nuværende og tidligere afrikanske stats- og regeringschefer, der drog et lettelsens suk, da Luis Moreno-Ocampo gik af som chefanklager.
Med sin offensive og højprofilerede stil blev han for mange selve symbolet på, at ICC især – og næsten udelukkende – går efter afrikanske ledere.
Den Afrikanske Unions (AU) tidligere formand, Jean Ping fra Gabon, udtalte ligefrem, at ICC og Moreno-Ocampo var direkte fjendtligt indstillet over for det afrikanske kontinent.
De afrikanske skeptikere har en del at have deres kritik i: Moreno-Ocampo var chef for anklagerens kontor, der er en del af ICC, og som egenhændigt beslutter hvilke sager, der skal efterforskes.
Og nok er der efterforsket sager i andre dele af verden og bliver det stadig i Afghanistan, Colombia, Georgien, Honduras og Sydkorea, men ICC har kun indledt sager i syv lande, alle afrikanske.
En congoleser dømt og en anden frikendt
Alle, der indtil nu er rejst tiltale mod, er afrikanere, og de eneste to, der i ICC’s godt ti-årige historie ind til videre er faldet dom over, er – i sagens natur – afrikanere og begge fra DR Congo.
Den ene er oprørslederen Thomas Lubanga, som i juli 2012 blev idømt 14 års fængsel for at have sendt børnesoldater under 15 år i kamp under den væbnede konflikt, der hærgede i DR Congo mellem 2002 og 2003.
Det er den første dom, en international domstol har afsagt i en sag om børnesoldater, og den har derfor stor betydning for kommende sager. Lubanga har i øvrigt appelleret dommen.
Kort før jul faldt den blot anden dom i ICC, og her blev den congolesiske oprørsleder Mathieu Ngudjolo Chui noget overraskende frikendt for anklagerne om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden på grund af svagt bevismateriale.
Lidt af en begmand for anklagemyndigheden, der rejser meget få sager. Men samtidig ses det også som et sundt tegn på, at domstolen forholder sig kritisk til sin egen anklagemyndigheds bevismateriale.
Vrede over sag mod Bashir
Især ICC’s første arrestordre mod en siddende statschef, Sudans præsident Omar al-Bashir, vakte vrede i store dele af det officielle Afrika.
ICC tog situationen i Darfur-regionen i Sudan op på baggrund af resolution 1593 i FN’s Sikkerhedsråd tilbage i 2005.
Resolutionen gav ICC jurisdiktion over internationale forbrydelser begået i Darfur, og den tilpligtede Sudan at samarbejde med ICC til trods for, at Sudan ikke har tiltrådt Rom-statutten.
Efterforskningen førte til, at ICC udstedte hele to arrestordrer mod Bashir. Det skete i henholdsvis 2009 og 2010.
Det vakte opstandelse blandt mange afrikanske toppolitikere, og AU opfordrede ligefrem sine medlemslande til ikke at samarbejde med ICC om at udlevere Bashir.
AU opfordrede også FN’s Sikkerhedsråd til at forsinke eller ”udskyde” sagen mod præsident Bashir med den begrundelse, at sagen ville skade fredsbestræbelserne i Sudan.
Bashir-sagen satte også yderligere gang i bestræbelser på at etablere en afrikansk straffe-domstol, der skulle gøre ICC overflødig.
I 2008 vedtog AU en protokol, der skal sammenlægge den eksisterende Afrikanske Domstol for Menneskers og Folks rettigheder med AU’s egen Afrikanske Domstol.
Forslaget er dog endnu ikke blevet til noget, for protokollen træder først i kraft, når den er ratificeret af mindst 15 lande, og det er ikke sket til dato.
Ocampos modstykke
At Fatou Bensouda er en helt anden type end sin forgænger, fik jeg et førstehåndsindtryk af på FN-forbundets studietur til Haag i november sidste år.
Studieturen faldt sammen med det såkaldte Assembly of State Parties (ASP), det årlige møde mellem de 121 lande, der har tilsluttet sig ICC ved at tiltræde Rom-statutten, som kan betegnes som ICC’s ’grundlov’.
I den forbindelse havde Institute for Global Justice i Haag arrangeret et særligt møde under overskriften, ’Afrikanske bestræbelser på at sætte en stopper for straffrihed’, med Fatou Bensouda som en af hovedtalerne, og hun argumenterede stille og roligt, men overbevisende for sin sag:
”Det er en myte, at Afrika og afrikanere generelt er imod Den Internationale Straffedomstol. Ikke færre end 33 afrikanske lande har ratificeret Rom-statutten og dermed aktivt tilsluttet sig ICC”, sagde hun og lagde til:
“ICC’s arrestordre mod Bashir har ikke fået nogen afrikanske lande til at trække sig. Tværtimod har flere af de 33 lande først tilsluttet sig ICC efter arrestordren.”
Fatou Bensouda anførte, at flere af de sager, ICC fører, er indbragt af de afrikanske lande selv. Det gælder f.eks. sagerne fra Uganda og DR Congo.
Guinea som eksempel
Men overordnet vil Fatou Bensouda gerne flytte fokus i debatten om ICC væk fra de højprofilerede enkeltsager og have den til at handle om opbygning af robuste og uafhængige, nationale domstole:
Hun uddybede:
”ICC skal ikke erstatte nationale domstole, men kun tage de sager op, som de enkelte lande ikke vil eller ikke har kapacitet til selv at føre. Det er ikke et mål for os selv at føre så mange sager som muligt, men at sikre, at de sager, der skal føres, bliver det”.
Hun nævnte Guinea som eksempel.
Her gik uniformerede sikkerhedsstyrker i 2009 nærmest amok på en demonstration: De skød og dræbte mere end 150 demonstranter, gennembankede andre og voldtog et stort, men ukendt antal kvinder.
Da regeringen i første omgang ikke syntes at reagere, sendte ICC i flere omgange et hold af sted under ledelse af Fatou Bensouda for at undersøge, om der var baggrund for at rejse en sag.
Det var der, og beviserne fik Guineas egne domstole til selv at retsforfølge de skyldige. En god udgang ifølge Fatou Bensouda, der holder behørigt øje med, om retssagen afvikles forsvarligt.
Myterne kan gavne tyrannerne
En af dem, der tættest har fulgt forholdet mellem ICC og Afrika, er den sydafrikanske professor Max du Plessis, der også var blandt talerne på mødet. Han var enig med Fatou Bensouda i, at Afrika og afrikanerne overvejende bakker op om ICC:
”Ofrene for de overgreb, ICC forfølger, interesserer sig ikke for, om ICC er anti-afrikansk, men for retfærdighed,” sagde han, men pegede også på, at ICC gør sig sårbar over for kritik, så længe den kun fører sager i Afrika, og ikke vil røre f.eks. Syrien eller Israel:
”Det er en gave til de afrikanske tyranner, der ved at hænge ICC ud som anti-afrikansk kan få drejet opmærksomheden væk fra deres egne overgreb”, vurderede han.
Det er både ICC’s og FN’s Sikkerhedsråds ansvar at sikre, at ICC fremstår som neutral og afbalanceret,” understregede du Plessis.
Jesper Heldgaard er freelance-journalist med u-lande og u-landsfohold som speciale gennem adskillige år.
Artiklen optræder i seneste udgave af FN-forbundets medlemsblad, GLOBAL, januar 2013.
