Frankrigs kanonbådsdiplomati – og lille Danmark og Friis Bach

Forfatter billede

Kommentar af Jesper Søe, U-landsnyt.dk

Frankrigs kanonbådsdiplomati i det frankofone Afrika er der intet nyt i. Ej heller historien om de mange diktatorer, franskmændene – og Vesten – har holdt ved fadet.

Misliebige kleptokrater, som blev undsat og beskyttet med indsatsstyrker og krudt og kugler, når det var nødvendigt.

Paris var Vestens ordensmagt i store dele af kontinentet og helt mod syd spillede de vestlige magter sammen med apartheidpatriarkerne i Pretoria.

Udviklingsbistanden blev nøje tilmålt og afvejet efter politiske og økonomiske hensyn og egne sikkerhedsinteresser.

Afrikanerne holdt på plads og i tømme. Som leverandører af billige råvarer og stemmekvæg i FN.

Hvor meget er reelt ændret i dag? Bortset fra kinesernes ankomst. Det skulle da lige være kanonbådsdiplomatiet. Det er luftbårent – som nu i Mali.

Franske jagerfly og nogle tusind soldater skal ordne det hele ved et snuptag. Bombe løs og jage skrækspøgelset – islamisterne – grundigt på flugt.

Og de frygtsomme regeringer i klientstaterne spiller med – med en særlig militærstyrke, som skal sætte et medlem af regeringsklubben tilbage i sadlen. Et endog meget korrupt af slagsen.

For den slags går jo ikke. Regeringer står sammen. Næste gang kan det være dem selv.

Kimen til nederlaget

Hver gang Vesten bruger magt for at få sin vilje igennem, sår man kimen til nederlaget. Som i Vietnam, Afghanistan og – hvem ved – Iran.

Kimen til ny vrede og bitterhed mod Vesten og dens værdier og skaber præcedens for at andre kan gøre det samme i en fremtidig forandret verden.

For vi har jo vist, at magt er ret. Gang på gang. Også i Den 3. Verden. At vi er den gode nabo med den store stok.

Naivt? Vi skal trække en streg i sandet, siger nogle. Enten er du mod os eller med os, siger andre. Som eksempelvis George W. Bush gjorde.

Malede verden sort og hvid uden nuancer på high noon manér, hvor der ikke længere var forskel på det vilde vesten og Vesten.

Men skal vi påtvinge demokratiet og vore værdier med bomber, droner og krudt og kugler? Så er vi ikke anderledes end dem, vi ønsker at bekæmpe.

Ja, har vel i grunden aldrig været det.

Når 1.000 ørkenkrigere truer morgenkaffen

Nyhedsmedier og politikere er gået i selvsving og udråber Mali som et potentielt nyt Afghanistan i Afrika. Omkring 1.000 ørkenkrigere truer vor sikkerhed og morgenkaffen i ro og mag.

Altimens man puster til islamismens rødder og dermed lader fanatismen vokse i land efter land.

Fordi der er mennesker i denne verden med helt andre værdisæt, behøver vi ikke fordrive dem eller slå dem ihjel.

Eller hjælpe enhver regering uanset hvor værdiløs den er. Bare fordi den er på “vort” parti – og underordner sig vore hensyn og interesser.

Eller for den sags skyld glemme det fattige Mali – og tuaregernes kamp for selvstyre – den dag, vi trækker os ud.

Lille Danmark og Friis bach

Regeringen i København spiller med i det spil. Til overmål.

Den har uden større oplysning herom lanceret et “samtænkt” Sahel-initiativ med mange gode (bistands)millioner i bagagen.

Et initiativ, hvor militær, sikkerhedspolitik og udviklingsbistand rodes sammen i et uoverskueligt sammensurium af mere eller mindre øjebliksbestemte hensyn og interesser.

Et scenarie, hvor vi hjælper med geværet i den ene hånd og bistand i den anden. Hvor bistandsarbejdere udsættes for stigende fare (som undersøgelse efter undersøgelse viser), fordi de opfattes som del af et magtgreb. Som nye kolonisatorer.

Bistand ledsaget af krudt og kugler har aldrig – aldrig nogensinde – været meningen med Danmarks udviklingsindsats i verdens u-lande.

Vi skal ikke kæmpe demokratiet ind med våbenmagt og så vrede, bitterhed – og islamister – til gengæld. For Vesten ejer ikke Afrika. Ikke længere – trods alt.

Hvis man for blot ti år siden ville have sagt, at dansk bistand til Afrika skulle knyttes tæt sammen med sikkerhedspolitik og soldater, ville de færreste have troet det.

Men ind kommer en RADIKAL (udviklings)minister og gør alt det. Går ind for det med brask og bram. Og mener han gør det gode, er i det godes tjeneste.

Det mente de hvide missionærer tankevækkende også.

Vor fejghed og Tibet

Ser vi os omkring, står det officielle Danmark jo langt fra altid op for retten med ordets magt og iført det moralske overtag, vi mener de vestlige værdier forlener os med.

Den slags er nøje globalt (for)fordelt.

Lille-nationens fejghed springer i stedet i øjnene. Som når man ikke tør sige et ord om f.eks. Tibet, mens tibetanere i snesevis brænder sig selv ihjel i desperat protest mod 60 års besættelse.

Vi lader den lige stå: Seks årtier med politisk og kulturel undertrykkelse – uden et ord til kritik fra lille Danmark mod en stormagt, der opfattes som overmægtig og uimodsigelig.

Magt er ikke ret.

Og man kan også gøre det onde, når man vil det gode. Som nu i Mali.

Jesper Søe er journalist med u-landsforhold som speciale og stiftede denne nyhedstjeneste i 2003.