Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) er ikke afvisende overfor at forlænge den danske militærindsats i det konfliktramte Mali, skriver DR online torsdag.
“Det kan godt være, at det bliver længere (end tre måneder, red.), men det er altså ikke planen nu”, siger Nick Hækkerup, da han gæstede talkshowet ‘Hos Clement’ på DR1.
“Succeskriteriet kan jo være, hvordan FN stiller sig efter de tre måneder, og hvordan de øvrige afrikanske lande stiller sig på det tidspunkt – hvordan vurderes terrortruslen og så videre”, tilføjede ministeren.
Frankrig besluttede for nylig at bistå Malis hær og regering med at bekæmpe et islamistisk oprør i det vestafrikanske Sahel-land.
Det primære formål med den danske militærindsats er foreløbig at hjælpe franskmændene med at fragte militær personel og isenkram fra Frankrig til det vidtstrakte land.
Den danske mission koster op til 14 millioner kr. og omfatter et Hercules-transportfly og 40 mand, der tæller piloter, flymekanikere og andet personel, der er tilknyttet transportflyet.
Anti-terrorchef: Lang kampagne
EU’s anti-terrorchef, Gilles de Kerchove, vurderede samtidig fredag, at de europæiske lande må indstille sig på en langvarig tilstedeværelse i Mali.
De Kerchove mener ikke, at problemerne vil være løst, når Frankrig afslutter dets militæroperation. EU må også give økonomisk bistand og hjælpe til med at opbygge en retsstat. Dertil kommer, at Mali har brug for hjælp til at genoprette et civilt styre.
Den tidligere belgiske embedsmand og professor i jura blev udnævnt til at koordinere EU’s anti-terroraktiviteter i 2009.
Militær-kampagnen i Mali er Frankrigs syvendestørste felttog i Afrika siden 1968.
Frankrig, Tyskland og Polen aktiverede dertil pr. 1. januar 2013 den såkaldte Weimar Kampgruppe, som er en styrke på 1.700 mand, der på papiret kan sendes til brændpunkter fem til ti dage, efter at beslutningen er truffet.