Af Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk
Ny skovpolitik fra papirproducenten Asia Pulp and Paper er godt nyt for regnskoven, mener miljøorganisationer, der dog er skeptiske, indtil de ser konkrete resultater.
Kentucky Fried Chicken, Disney, Lego, HarperCollins og Mattel med Barbie-dukken.
Listen er lang over virksomheder, der har droppet samarbejdet med det kontroversielle firma Asia Pulp and Paper (APP), og det er muligvis årsagen til, at det indonesiske firma netop har besluttet sig for at ændre skovpolitik.
APP har længe været kendt for en yderst voldsom fremfærd i den skrøbelige indonesiske regnskov. Den asiatiske papirleverandør har blandt andet hugget fredet skov ned i områder, hvor den truede Sumatratiger og orangutang har sit hjem.
Ifølge APP er dette nu fortid.
”Det er tid til at vise reel handling. Det er tid til at stoppe med at tale om klimaforandringer og gøre noget ved det”, siger Aida Greenbury fra APP til The Guardian.
Miljøorganisationer er begejstrede, men skeptiske
Miljøorganisationer, der tidligere har haft APP som deres værste fjende, ser store perspektiver i udspillet.
”Hvis virksomheden følger op på initiativerne kunne det være en fantastisk nyhed for Indonesiens skove, biodiversitet og borgere”, siger Nazir Foead, direktør ved WWF Indonesien i en pressemeddelelse.
Han mener, at APP i de nye retningslinjer i høj grad lever op til WWF’s krav til virksomheden.
Samtidigt maner han til besindighed på grund af firmaets mange tidligere brudte løfter.
”Desværre har virksomheden en lang historie med forpligtelser over for WWF, kunder og andre interessenter, som den ikke har levet op til”, tilføjer han.
Greenpeace vurderer, at de nye forpligtelser vil være et stort fremskridt for Indonesiens regnskov, men de vil se handling først.
”Vi roser APP for at forpligte sig på at stoppe regnskovsødelæggelse. Men det er, hvad der sker i skoven fremover, som virkelig tæller”, siger Bustar Maitar, leder af Greenpeaces kampagne for at bevare Indonesiens tilbageværende regnskov i en pressemeddelelse.
”Vi vil fortsat holde opsyn med, om APP lever op til sine løfter. Hvis APP gør det, vil det betyde et dramatisk kursskifte efter årtier med skovrydning i Indonesien”, tilføjer han.
Rainforest Action Network er en anden miljøorganisation, der har haft et mindre godt øje til APP’s indhug i den indonesiske regnskov.
”Selvom vi byder APP’s nye forpligtelser velkomne som en milepæl, er den skjulte historie her firmaets lange tradition af brudte løfter, konflikter om land og menneskerettighedskrænkelser i deres virke”, siger Lafcadio Cortesi, Rainforest Action Networks asiatisk direktør i en pressemeddelelse.
Ingen af organisationer vil anbefale virksomheder at handle med APP, før de har set konkrete forandringer i den indonesiske regnskov.
Andre regnskovssyndere kan omvendes
Miljøorganisationerne er imidlertid optimistiske i forhold til, hvad APP’s nye initiativer kan føre til.
”Hvis den tredjestørste papirvirksomhed kan forpligte sig på regnskovsbevarelse – på trods af de komplekse sociale, politiske, økonomiske og miljømæssige udfordringer, de skal navigere i – så kan enhver virksomhed”, siger Scott Poynton, formand for Tropical Forest Trust, til The Guardian.
”Nu er der ingen undskyldning – om man fungerer i Indonesien, Afrika eller andre skovrige områder – for at ødelægge skove som en konsekvens af global efterspørgsel efter de varer, de producerer”, fortsætter han.
Greenpeace mener, at hvis ordene bliver fulgt op af handling kan det føre til, at den indonesiske regering tager mere ansvar i forhold til regnskovsskovbevarelse.
”APP’s udmelding giver samtidigt også den indonesiske regering en god anledning til generelt at skærpe vores skovlov. Det kræver en fælles indsats fra virksomheder, lovgivere og civilsamfundet at bevare Indonesiens regnskove og redde Sumatra-tigeren og andre truede dyrearter”, siger Bustar Maitar.
NGO-øjne er nu rettet mod Asia Pacific Resources, verdens anden største papirproducent.
Greenpeace har netop ifølge The Guardian henvendt sig til firmaet, der endnu ikke har underlagt sig lignende forpligtelser, for at høre lidt om deres fremtidsplaner.
Læs pressemeddelelse fra Greenpeace her: http://www.greenpeace.org/denmark/da/nyheder/2013/Gennembrud-for-Indonesiens-regnskove/
Læs pressemeddelelse fra Rainforest Action Network her: http://ran.org/rainforest-action-network-responds-asia-pulp-and-paper%E2%80%99s-new-forest-commitments
Læs pressemeddelelse fra WWF her: http://wwf.panda.org/wwf_news/?207497/WWF-Welcomes-APP-Announcement-to-Halt-Clearing-Urges-Paper-Buyers-to-Wait-for-Proof