Af Lis Garval, U-landsnyt.dk
Den store svindelaffære i Ugandas statsministerium, hvor man kanaliserede ca. 75 mio. internationale bistandskroner ned i egne lommer, er hovedemnet, når Ugandas finansminister mødes med Friis Bach. De “forsvundne” 10 mio. danske kr. er på vej hjem.
Finansminister Maria Kiwanuka kommer til Danmark for at deltage i en international konference om global ulighed, men hendes møde med udviklingsminister Christian Friis Bach (R) tirsdag vil primært dreje sig om de mange millioner, der skulle være brugt til genopbygning i det nordlige Uganda, men som forsvandt i statsministeriet i Kampala.
Ugandas premierminister Amama Mbabazi har forsikret de berørte donorer – Irland, Danmark, Norge og Sverige – , at deres bistandsmidler vil blive refunderet, og tilbagebetalingen er da også begyndt.
Irland fik i januar som det første land sine fire mio. euro retur, og Danmarks 10 millioner kr. er nu på vej.
Men vil Danmark så ophæve suspenderingen af dele af bistanden til Uganda? Næppe her og nu. Det er nemlig ikke blot pengene, det drejer sig om.
Man skal først være overbevist om, at der er indført procedurer, så lignende svindel med bistandsmidler ikke kan finde sted igen, og at de involverede stilles til ansvar for deres kriminelle handlinger. Det er de fire donorlande enige om.
Irlands fire millioner euro vil således nu blive brugt til sundheds-, uddannelses- og hiv/aids-projekter, som bistanden oprindeligt var øremærket til, men de vil ikke gå gennem regeringen.
Sammen med Ugandas regering har de fire lande også fastlagt en tidsplan, og ifølge den skal deres krav være opfyldt inden for to til fire måneder.
Så fristen er ved at være udløbet.
Ugandas rigsrevision
Irland, Danmark, Norge og Sverige suspenderede dele af deres bistand til Uganda, da en rapport fra Ugandas rigsrevision i oktober 2012 afslørede en omfattende svindelaffære i statsministeriet (Office of the Prime Minister OPM).
Rapporten afdækkede omfattende uregelmæssigheder og svindel med omkring halvdelen af en samlet støtte på omkring 150 mio. kr. til den ugandiske regerings plan for genopbygning af det fattige Norduganda – the Peace, Recovery and Development Plan (PRDP).
Nul tolerance i forhold til svindel
Udviklingsminister Christian Friis Bach suspenderede alle overførsler til Ugandas regeringsapparat, da svindelaffæren kom frem.
Der var ingen slinger i valsen, da han forklarede:
”Det er meget enkelt: Danmark har nul-tolerance i forhold til svindel med bistandsmidler. På baggrund af de foreløbige oplysninger har vi over for de ugandiske myndigheder understreget, at vi ikke på nogen måde vil acceptere, at danske skattekroner bliver misbrugt”.
Det vil sige, at der blev lukket for den bistand, som gives som budgetstøtte til vand og sanitet og til genopbygning af distriktsveje i de fattigste distrikter i det nordlige Uganda.
Bistand, der gives til semi-autonome regeringsinstitutioner inden for retsvæsenet, good governance og menneskerettigheder, hvor midlerne overføres direkte til institutionerne, er ikke ramt.
Mbabazi: We are sorry
Premierminister Mbabazi sagde på et pressemøde efter afsløringen af svindlen ifølge New Vision: “We regret that this happened. As a country and Government, we are sorry it happened. It was obviously a criminal act. The theft was massive. We regret. It is a pity.”
Premierministeren, der ikke selv har villet påtage sig ansvaret for ikke at opdage, hvad han kalder “massive theft” sagde videre på pressemødet, at 10 embedsmænd i statsministeriet er sendt hjem sammen med seks fra finansministeriet og en enkelt højtstående embedsmand i Bank og Uganda.
Premierministeren bebudede dengang, at regeringen vil tage alle nødvendige forholdsregler for at finde de ansvarlige og slå hårdt ned på korruption.
Finansminister Maria Kiwanuka
Den besøgende ugandiske finansminister, der er 57 år, er en dame, der kender til penge og penges veje. Der kan håndtere offentlige såvel som private midler.
Hun er uddannet økonom, med en MBA fra London Business School. Efter omkring 10 års arbejde for Verdensbanken i Washington, vendte hun hjem til Uganda og gik ind i det private erhvervsliv.
Sammen med familiemedlemmer etablerede hun sig på så forskellige områder som ejendomsmarkedet, radiofoni, forlagsvirksomhed og økonomisk rådgivning.
Før hun blev udnævnt til finansminister – det var 27. maj 2011 – var hun administrerende direktør for Radio One og Radio Two, hvor familien er de største aktionærer.
Hun har også siddet i bestyrelsen for Aga Khan Foundation (East Africa), Nabagereka Development Trust, Nkumba University, Uganda Development Bank and Stanbic Bank Uganda Limited.
Maria Kiwanuka er gift med Mohan Kiwanuka, administrerende direktør for Oscar Industries Limited – en mand, der i 2007 blev udråbt som en af de mest velhavende i Uganda.
Hun kan have Danmarks 10 mio. kr. med “i håndtasken”.
Tidligere artikler om svindelaffæren:
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/13-02-13/uganda-svindelaff-ren-sp-ger-igen
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/09-01-13/ugandas-regering-p-rov-i-statskassen
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/08-01-13/uganda-tilbagebetaling-af-stj-lne-bistandsmidler-b
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/30-10-12/danmark-suspenderer-bistand-til-ugandas-regering