Dansk NGO oprørt over pave-kandidats ord om homoseksuelle

Forfatter billede

Kardinal Peter Turkson, som stammer fra Ghana, anklager homoseksuelle præster for at stå bag katolske sexskandaler og siger samtidig, at sådanne ting ikke kunne ske i Afrika, da kulturen beskytter mod homoseksualitet.

Turkson er langt fremme i feltet over kandidater til at blive ny pave for den katolske kirke ved den kommende konklave, og foreningen Sex & Samfund er oprørt.

“I vores optik er det forkert på mange planer. For det første antyder kardinalen, at homoseksuelle er mere tilbøjelige til at begå overgreb end andre, når sandheden er, at det er der intet belæg for at sige. Så siger han, at afrikansk kultur beskytter mod homoseksualitet, men det er også ren nonsens”, gør international chef i Sex & Samfund, Tania Dethlefsen, gældende.

“Afrikansk kultur er nok snarere med til at undertrykke homoseksuelle end noget andet. Desuden gør han homoseksualitet til noget ikke-afrikansk og er derved med til at støtte de homo-modstandere, som aktivt diskriminerer LGBT-personer (seksuelle mindretal) i store dele af Afrika”, lægger hun til i en presseudtalelse fra foreningen onsdag.

Sexskandaler i den katolske kirke, som indebærer sex mellem to af samme køn, er svært at forestille sig i Afrika, mener Peter Turkson:

“Traditionelle afrikanske systemer har på en måde beskyttet befolkningerne mod denne tendens. Fordi i forskellige lokalsamfund er homoseksualitet eller nogen som helst form for samkvem mellem to ens køn ikke tolereret”.

“Så det er et kulturelt tabu. Den tradition har været der, og det har været med til at holde det ude”, siger han til TV-kanalen CNN.

Man kan se indslaget på
http://amanpour.blogs.cnn.com/2013/02/12/meet-the-man-who-could-be-the-first-black-pope

”Brug for mirakel”

Den katolske kirke vælger snart en ny pave efter Pave Benedict XVI, som bekendtgjorde i en tale 11. februar, at han træder tilbage fra sit embede med udgangen af februar – noget der ikke er sket i kirken i over 600 år.

“Vi har brug for et mirakel, hvis vi skal få en pave, som har en mere moderne tilgang til emner som homoseksuelle, brug af prævention, abort eller kvinderettigheder”, anfører Tania Dethlefsen.

“Pave Benedict XVI og Johannes Paul II har fyldt Kardinalkollegiet med ultrakonservative kardinaler. Det betyder, at det er meget sandsynligt, at de vil vælge nogen, der har de samme ærkekonservative tilgange til disse emner”, konkluderer hun.

Nu 64-årige Peter Turkson blev udpeget til kardinal i oktober 2009. Han stammer fra en region af verden, hvor islam og kristendom flere steder står hårdt overfor hinanden.

Man kan se mere om ham på
http://en.wikipedia.org/wiki/Peter_Turkson

Yderligere oplysninger hos:
Tania Dethlefsen, international chef, Sex & Samfund
mobil: 50 90 91 09, e-mail: [email protected]
og Mikkel Dalum, International kommunikationsmedarbejder
mobil: 27 28 07 53, e-mail: [email protected]
web: www.sexogsamfund.dk