Det uudnyttede potentiale i somalisk kultur er emnet for det hidtil største kulturarrangement om Somalia i Danmark. Her vil kunstnere og forskere give deres bud på, hvordan det “at praktisere kunst som politik” kan løfte Somalia ud af dets postkoloniale krise.
Fra 21. – 23. marts 2013 inviterer The Copenhagen-Somali Seminar til to kulturaftener i København og Aarhus og til en international forskningskonference på Københavns Universitet.
Det store kultur- og forskningsinitiativ med titlen “At praktisere kunst som politik” er den første aktivitet i det nye forum The Copenhagen-Somali Seminar. Forummet præsenterer førende somaliske kunstner og akademikere på Københavns Universitet, som vil give deres bud på et uforløst potentiale i de bitre somaliske erfaringer fra de seneste 30 år og stille skarpt på den somaliske kultur i en global verden.
Krisen har skygget for somalisk kulturrigdom
Somalierne er gennem de sidste 30 år blevet et globalt folkefærd, som i dag bebor store del af verden fra Den Persiske Golf over Afrikas Horn til Europa og Nordamerika. I deres nye tilværelse danner somaliere netværk og relationer mellem mange dele af verden, som tidligere var mere tydeligt adskilt. Dette indbefatter også Danmark og danskere.
Somalierne er i de seneste årtier blevet synonym med hungersnød, religiøs ekstremisme, pirateri, og verdens mest fejlede stat, og den historie bliver fortalt igen og igen. Men det udgør langt fra hele historien om somaliere og Somalia. Tværs gennem krise og konflikter har somaliere udviklet en særegen global kultur i de sidste 30 år.
På kulturfestivalen At Praktisere Kunst Som Politik kan man møde denne kultur, blandt andet i diskussioner om hvorvidt somalierne er på forkant med de stadigt mere globale livsformer, som vi alle tager del i – fra charterturisme til arbejdsopgaver over hele verden, hvad enten man kan lide det eller ej.
“Hjernen har brug for smukke ord”
I de tre dage kan deltagerne møde førende somaliske kunstnere og kulturpersonligheder og få et indblik i somalisk kultur.
Blandt de inviterede er den somaliske nationalforfatter Mohamed Ibrahim Wasame Hadraawi og den russiske Somalia ekspert Georgi Kapchits, samt formanden for somalisk PEN, Mohamed Dahir Afrax.
Hadraawi (f. 1943) er en berømt somalisk digter og sangskriver, og hans værker er blevet oversat til flere sprog. Han er måske den største nulevende somaliske poet.
I årene 1973-1978 sad han i fængsel på grund af sine kritiske værker – et digt og et dramastykke – mod den siddende militærregering.
“Without poetry we would not exist as a society. It can rouse thousands of people in a minute and demobilize thousands in a minute. As the stomach needs food, so the brain needs beautiful words,” sagde Hadraawi i et interview med Global Post i 2010.
Deltagerne vil kunne høre eksempler på somalisk poesi og litteratur – på det unikke sproglige kulturunivers, som udfolder sig i det somaliske sprog, som først blev til skriftsprog i 1972. Men deltagerne kan først og fremmest opleve somaliere i fuld aktion som en global netværkskultur – en helt anden side end de sædvanlige krisehistorier om verdens mest ’fejlslagne stat’.
Om “At praktisere kunst som politik
At Praktisere Kunst Som Politik er arrangeret af The Copenhagen-Somali Seminar v. Abdulkadir Osman Farah, Mahad Farah Aden, Anders Michelsen og Martin el-Toukhy – et dansk-somalisk forsknings- og kulturinitiativ etableret i samarbejde med Københavns Universitet og Aalborg Universitet samt det somaliske miljø i Danmark.
Koordinator for festivalen er Martin el-Toukhy, der kan kontaktes på mail: [email protected], eller mobil: 26281668.
I de kommende år vil seminaret behandle kulturelle, økonomiske og sociale temaer i den globale somaliske kultur med interesse for alle der er interessered i globale livsbetingelser. At Praktisere Kunst Som Politik er støttet af Center for Kultur og Udvikling, Danida(Oplysningsbevillingen), Københavns Universitet og Ålborg Universitet
Der er fri entré til alle arrangementer.
Keynote-speakers på forskningskonferencen 21. marts er Professor Maxamed Ibrahim Warsame Hadraawi, The Centre of Humanities, University of Burao, Professor Abdirahman Ahmed Hussein, Academy for Peace & Development, Somaliland, Dr. Georgi Kapchits, Institute of Asian and African Studies of Moscow State University, Dr. Mohamed Dahir Afrax, Somali PEN, og Lecturer Ladan Affi, University of Djibouti
Besøg festivalens hjemmeside på http://www.copenhagensomaliseminar.net/
Besøg også facebook-siden http://www.facebook.com/TheCopenhagenSomaliSeminar