Forsigtig optimisme før CSW 57 om vold mod kvinder

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Lis Garval, U-landsnyt.dk

Der er meget på spil på kvindekommissionens 57. samling. Resultatet vil nemlig indgå i de igangværende globale processer om ligestilling og kvinders rettigheder, og FN skal levere.

Det var der bred enighed om på mandagens dialogmøde før CSW (Commission on the Status of Women) med hovedemnet vold mod kvinder: Der SKAL opnås fremskridt. Vil det lykkes? Der var forsigtig optimisme på dialogmødet.

Det vil få uoverskuelige følger for kvinders ligeret og for UN Women, der skal sætte FN’s normer og være den fremmeste talsmand for kvinders lige rettigheder, hvis de bagstræberiske kræfter vinder terræn.

Derfor har man også væbnet sig til at tage kampen op. Danmark har tæt kontakt med ikke kun de nordiske lande, men har i EU et specielt nært samarbejde med Holland, UK, Tyskland og Frankrig og har desuden etableret stærke relationer til Australien, New Zealand, Canada og USA.

Og ikke mindst vigtigt har Danmark og ligesindede lande haft en lang række drøftelser med lande i de andre regionale grupper, og man har sikret sig, at FNs særorganisationer er til stede under samlingen og kan medvirke med faktuelle oplysninger.

”I fjor oplevede man, at en afrikansk delegeret forsvarede omskæring ved at ”forklare”, at der er fem former for kvindelig omskæring og kun en af dem er farlig. En sådan påstand må ikke stå uimodsagt, og derfor er blandt andre WHO og UNFPA med, så vi kan sikre, at faktiske forhold bringes frem”, sagde Stefan Kovacs, chefkonsulent i udenrigsministeriet.

Han fremhævede også nødvendigheden af en stærk medvirken fra civilsamfundets side. Selv reaktionære regimer kan rykkes, når civilsamfundet går i aktion og mobiliserer. Også samarbejde med kirkelige organisationer fandt han vigtigt.

Fortrydelsespille og kønsroller

Randi Iversen, Kvinderådets forkvinde, pegede på de sociale mediers betydning og understregede, at et stærkt slutdokument nødvendigvis må afspejle en bred og nutidig definition af begrebet vold. Hun nævnte som eksempler hade-smsér og stalking.

UN Women har lavet et første udkast til samlingens slutdokument – agreed conclusions – og det har en rimelig stærk tekst. Helt åbenlyst er FN’s kvindeenhed gået i offensiven efter sidste år profilløse, koordinerende rolle.

For første gang nævnes således emergency contraception – den såkaldte fortrydelsespille – som mulig behandling efter vold mod kvinder. Om pillen også er med i det endelige dokument er dog tvivlsomt.

”Fra dansk side finder vi det desuden helt nødvendigt, at der i dokumentet indsættes en paragraf, der relaterer til de grundliggende årsager til vold mod kvinder, d.v.s stereotyper og kønsroller”, sagde Kira Appel, chefkonsulent i Ministeriet for Ligestilling og Kirke.

Knasten er den samme

Dialogmødet, der var arrangeret af KULU (Kvindernes U-landsudvalg) og Kvinderådet, var et tilløbsstykke. I udenrigsministeriets mødelokale M3 var der knapt plads til de deltagende civilsamfundsorganisationer, politikere og interesserede.

Sidste års samling i kommissionen – CSW 56 – blev en eklatant skuffelse. For første gang siden 2003 lykkedes det ikke at opnå enighed om at slutdokument, og det endda om et tilsyneladende så uskyldigt emne som kvinder på landet (rural women).

Den elementære ret for kvinder til at bestemme over egen krop var sidste år den helt centrale knast i forhandlingerne. Der kunne ikke skabes enighed om pigers og kvinders adgang til seksualundervisning, prævention, uddannet fødselshjælp og f.eks. abort.

Knasten er den samme i år. Spørgsmålet om kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder (SRSR) kan stille sig i vejen for et solidt slutdokument, selvom vold mod kvinder burde være et emne, som man kunne nå til enighed om.

EU- splittelse

På dialogmødet blev der spurgt til den velkendte splittelse i EU, når det gælder SRSR, og svaret lød enstemmigt fra udenrigsministeriet i København og fra FN-missionen i New York: Splittelse kan være både en ulempe og en fordel.

En splittelse tillader således Danmark og de andre progressive EU-lande at tage afstand fra Maltas, Polens og Ungarns kvindefjendske holdning. Ulempen kan være, at de enkelte EU-landenes holdning overses, da EU ofte betragtes som én nation.

Det blev desuden foreslået, at der i slutdokumentet henvises til tortur-konventionen, og delegationen tager forslaget med til samlingen i New York fra den 4. -15. marts 2013.

Se også tidligere: http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/12-02-13/danmark-ruster-sig-til-kamp-i-fns-kvindekommission