Zambia: Støtten til retssektoren er kun delvist lykkedes

Forfatter billede

Den danske støtte til Zambias retssektor er blevet evalueret, og konklusionen er, at bistanden nok har styrket retssikkerheden men ikke har kunnet sikre politisk prioritering af retsvæsnet, oplyses i pressemeddelelse fra udenrigsministeriet.

Den ny evaluering finder, at støtten har medvirket til at forbedre retssikkerheden for fattige, kvinder og børn, men ikke har formået at bidrage til nødvendigt ejerskab på politisk niveau. Og det er ikke mindst vigtigt, hvis virkningen af støtten skal være vedvarende og bæredygtig, som evalueringen understreger.

Evalueringens overordnede konklusion er, at dansk støtte til retssektoren i Zambia i perioden 2006 – 2011 har bidraget til at fremme udviklingen af processer, der styrker retssikkerheden i landet, ikke mindst for svage grupper.

Evalueringen betoner særligt resultaterne af støtten til en række initiativer, der har forbedret kommunikation, koordination og samarbejde mellem de forskellige dele af retssektoren.

Desuden har en række administrative procedurer til styrkelse af domstolenes behandling af retssager givet gode resultater.

En anden overordnet konklusion er imidlertid også, at det nationale engagement i udviklingen af retssektoren i Zambia har været svagere end forventet. Dette har svækket grundlaget for at sikre bæredygtige resultater af indsatsen.

Flere af hovedmålsætningerne med støtten er således ikke blevet nået, herunder reduktion af ventelister og sænkning af sagsbehandlingstider.

Dette illustreres af såvel statens begrænsede økonomiske bidrag til retssektorens udvikling som af den lave politiske prioritering af området, der blandt andet har betydet, at der ikke er udviklet en overordnet national plan for den videre udvikling af retssektoren.

Evalueringen finder endvidere, at en programperiode på 5-7 år er for kort, og at der fremover bør indgå en periode på mindst 10 år, når donorer indgår samarbejde om udvikling af retssektoren i et land.

Hvis situationen ikke tillader en så lang periode, bør dette afspejles i målsætningerne for programmet.

Manglende politisk engagement

Den danske støtte til Zambia er under udfasning som led i en politisk beslutning om at reducere antallet af samarbejdslande. Denne beslutning har bidraget til, at man har haft mindre tid end forventet til at opnå de ønskede resultater.

Men manglende politisk engagement, begrænset administrativ og faglig kapacitet i de forskellige institutioner i Zambia samt en stigning i rapporteret kriminalitet henover programperioden har også været medvirkende til, at en række overordnede målsætninger ikke er blevet opfyldt.

Evalueringen anbefaler, at der også fremover ydes bred international støtte til retssektoren i Zambia. En sådan støtte er delvist sikret, idet anden fase af det danske støtteprogram i 2011 blev udbygget gennem et samarbejde med EU og Tyskland, som begge forventes at forsætte deres støtte til retssektoren.

Med henblik på at opbygge det nødvendige, nationale ejerskab anbefaler evalueringen, at der identificeres en dedikeret national instans – ”en driver” – som kan deltage aktivt i processen omkring udviklingen af den nye strategi for sektoren.

Evalueringen og et dansk resumé, der indeholder Danidas kommentarer til evalueringen, kan downloades på www.evaluering.dk ellerwww.evaluation.dk.

For yderligere information kontakt:
Ole Winckler Andersen, chef for Danidas Evalueringskontor, tlf.: 3392 0236, mail: [email protected]