Af Camilla Wass
Et nyt forslag til en NGO-lov sigter mod at knægte det egyptiske civilsamfund og vil – hvis det vedtages – blokere samarbejdet med udlandet. Det vurderer Marc Schade-Poulsen, der er direktør for Euro-Mediterranean Human Rights Network.
”Det er det værste lovforslag, jeg har set i Egypten – og dem har jeg set mange af. Loven lugter af censur af primært menneskeretsorganisationer,” fortsætter Marc Schade-Poulsen.
I begyndelsen af februar blev forslaget til en NGO-lov sendt til godkendelse i Shura Rådet (overhuset i det egyptiske parlament).
Ifølge den nye egyptiske forfatning, der blev hastet igennem i december i fjor, har Shura Rådet ret til at vedtage nye love i tilfælde af, at parlamentet er opløst.
Men det er uvist, om Rådet vil benytte sig af denne ret og vedtage den nye NGO-lov, der bliver mødt af hård kritik, især fra forkæmpere for menneskerettighederne.
”Der har i flere år ligget en dårlig lov og ventet, men det er overraskende, at udspillet er blevet så dårligt. Og det er lidt underligt, for vi så faktisk et udspil fra Det Muslimske Broderskab for et år siden, der var langt bedre,” siger Marc Schade-Poulsen.
Kan ramme alle danske NGOer under Det Arabiske initiativ
Han mener, at der kan være flere forklaringer på, at udspillet til den nye NGO-lov kommer netop nu.
For det første kan det være en taktisk manøvre for at holde NGO’erne travlt beskæftiget i en tid, da det egyptiske civilsamfund virkelig rører på sig.
Efter revolutionen for to år siden er de folkelige organisationer kommet på banen på en helt ny måde, og derfor er det heller ikke sikkert, at en restriktiv lov vil kunne bremse det egyptiske civilsamfund.
”Folk er ikke bange for at bryde loven – de bryder også undtagelsestilstanden hver dag. Det er nok kommet som en overraskelse, at oppositionen er så stærk, og at folk er klar til at gøre modstand,” pointerer Marc Schade-Poulsen.
”I praksis vil loven betyde, at udenlandske organisationer ikke vil kunne arbejde på egen hånd i Egypten, hvis de er finansieret af penge fra deres hjemlands regering. Det risikerer med andre ord at påvirke alle de danske partnere i DAI (Det særlige Arabiske Initiativ indenfor dansk udviklingsbistand, red.)”.
”Som menneskeretsnetværk vil vi selv ikke længere kunne arbejde fra Egypten. Det her vil bremse os enormt meget,” slår han fast.
Led i et magtspil
Marc Schade-Poulsen tilføjer, at det også kan handle om hurtigt at få kontrol med situationen og udnytte, at det egyptiske parlament er opløst.
”Dét, vi oplever lige nu, er, at Det Muslimske Broderskab prøver at udnytte frihedsrummet til at sætte sig på vigtige positioner i samfundet”.
“Det kan man måske godt forstå, at de gør – for de kan være bange for, hvad der sker, hvis de mister regeringsmagten på et tidspunkt, siger han og uddyber:
“Men det er ikke den klogeste måde at handle på. En af demokratiets spilleregler er jo netop, at der er nogle demokratiske institutioner der gør, at man har mulighed for at komme tilbage til magten, hvis man mister den på et tidspunkt”.
Knægter civilsamfundet
Det har aldrig været let at være NGO (non-governmental organization) i Egypten.
Under den nu afsatte præsident Hosni Mubarak oplevede mange NGOer at få sat en kæp i hjulet for deres aktiviteter. Og forslaget til den nye lov vil, hvis det bliver ophøjet til lov, indskrænke, hvad egyptiske NGO’er må arbejde med:
De må i fremtiden kun beskæftige sig med humanitært og udviklingsarbejde og ikke deltage i politiske aktiviteter. Dette vil ramme bl.a. menneskeretsorganisationerne hårdt.
For det andet vil loven tvinge alle organisationer, der er registreret som non-profit organisationer, til at registrere sig under statens kontrol.
For det tredje indeholder loven en lang række restriktioner i forhold til samarbejdet med udenlandske organisationer og donorer. I artikel 3 står der, at funding og donationer som NGO’er modtager fra udlandet, vil blive opfattet som tilhørende staten.
Og i artikel 16 står der, at NGO’er, der ønsker at modtage udenlandsk funding, skal have forhåndsgodkendelse fra en koordinerings-komite.
Et magtfuldt dommerpanel, der består af repræsentanter for justits-, social-, indenrigs- og flere andre ministerier samt for den egyptiske sikkerhedstjeneste.
EU har ikke stillet krav
Læs videre på
http://www.detarabiskeinitiativ.dk/dai.nsf/Doc/nytlovforslag?OpenDocument
Journalist Camilla Wass er redaktør af nyhedsbrevet for Det Arabiske Initiativ.
Kilde: Seneste udgave af nyhedsbrevet tirsdag.