Palæstinensiske børn, der bliver tilbageholdt i Israel, udsættes for “grusom og umenneskelig” behandling, lyder det i en ny rapport fra UNICEF, skriver Kristeligt Dagblad onsdag.
Rapporten fra FNs Børnefond (UNICEF) har gennemgået flere end 400 sager om børn, der har siddet under militær forvaring i Israel.
I alt er flere end 7.000 palæstinensiske børn og unge blevet anholdt, afhørt og tiltalt i Israel i løbet af de seneste ti år.
Ifølge rapporten er den dårlige behandling både omfattende og systematisk.
“Der findes ikke noget andet land, hvor børn systematisk stilles for militære ungdomsdomstole. Disse domstole kan per definition ikke garantere, at barnets rettigheder bliver respekteret”, fremgår det af rapporten ifølge Kristeligt Dagblad.
Israel får dog også ros for, at landets behandling af børnene er blevet bedre med årene.
F.eks. skånes børnene for fysisk smerte, og israelsk politi kontakter nu omgående forældrene, når et barn bliver anholdt.
Hvad den ‘grusomme’ behandling går ud på, uddybes dog ikke nærmere i Kristeligt Dagblads artikel, og det er ikke lykkes for U-landsnyts reporter at støve UNICEFs egen rapport op.