Håret er stort og lilla, kappen er blomstret, og heldragten rød. Tegneseriehelten Supermakh er gået ind i kampen for Egyptens kvinder.
I Egypten er seksuel chikane et så udbredt problem, at 83% af den kvindelige befolkning, iflg. Egyptian Centre for Women’s Rights (ECWR) angiveligt har oplevet seksuel chikane eller direkte overgreb. Det skriver France 24 den 8. Marts.
Til kamp mod sexismen
Og missionen for tegneseriehelten Supermakh er klar: kvinderne i Cairo og i resten af Egypten skal forsvares mod den seksuelle chikane fra deres mandlige modpart.
Til France 24 fortæller Makhlouf, tegneren bag, som kun er kendt under sit efternavn:
“I put a bit of myself in the character of Supermakh, and also a bit of the average Egyptian who would like to do something but is not always able to help out. It’s a superhero who succeeds, but not every time…”
Første egyptiske voksen-tegneserie
Supermakh så første gang dagens lys i oppositionsavisen, El Doustour i 2007. Nogle år senere, i 2011, optrådte superhelten igen, nu i det spritnye magasin, Tok Tok, som var det første tegneserieblad for voksne i Egypten.
Udgivelsen skete i kølvandet på urolighederne i Cairo, hvor der under massedemonstrationer på Tahrir Pladsen, blev rapporteret om adskillige seksuelle overgreb på kvinder.
Tahrir Bodyguards
Overgrebene medførte et øget fokus på kvinders sikkerhed i Cairo, og der blev oprettet særlige initiativer såsom vagtværnet ”Tahrir Bodyguards”, og ”Harassmap”, et netværk der forbinder kvinder via mobiltelefoner og sociale medier.
Aktivister I Cairo betoner nødvendigheden af at italesætte de overgreb mod kvinder, som finder sted I Cairo. Alene det at kalde fænomenet ved sit rette navn, “harassment” er et skridt på vejen til at få politikere til at forholde sig til problemet, fortæller aktivister til France 24.
Makhlouf selv siger til det franske online magasin:
“I try to support women in my own way, with my drawings. Women must remain free. I hope that [what I’m doing] is a little bit helpful.”.
I April-nummeret af tegneseriebladet, Tok Tok vil Supermakh igen stå frem og bekæmpe endnu et tabu, der berører egyptiske kvinder, nemlig de udfordringer som kvindelige politikere I Egypten står over for.
Se videoen om tilblivelsen af Makhloufs tegneseriefigurer:
[Video:http://youtu.be/tXbpaHz_PgQ]