Af Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk
Fattigdomsbekæmpelse og miljøbeskyttelse er vanskeligt forenelige størrelser, men det kan lade sig gøre, siger Helle Thorning-Schmidt (S) til U-landsnyt.dk efter sit nylige besøg i Tanzania.
Det var ikke miljø og klima, der var højst på dagsordenen, da statsministeren lagde vejen forbi det østafrikanske land i anledning af 50 året for den første danske udviklingsbistand til den store nation.
Alligevel viste alvoren sig i løbet af ugen. Vejen ud til en lille masai-landsby i det nordlige Tanzania tæt på mægtige Kilimanjaro afslørede et knastørt landskab med en lang strækning mellem små, spredte søer. Der var ikke en dråbe i langt de fleste vandløb.
Marts er en periode, hvor den lille regntid lige er på nippet til at begynde i Tanzania, og derfor skulle floderne igen snart flyde, når regnen sætter ind.
Men Paul Daniels, landedirektør for bistandsorganisationen CARE i Tanzania kunne fortælle, at en stor del af årsagen til vandmanglen er tørke forårsaget af klimaforandringer
Vandmangel stort problem for masai-kvinder
Statsministeren lagde stor vægt på problemerne med vandmangel for kvinderne ved besøget i masai-landsbyen.
“Jeg har mødt nogle kvinder her, som har et rigtigt hårdt liv. De skal ordne alt med hensyn til mad og husholdning, og et af deres største problemer er at få vand”, siger hun til U-landsnyt.dk.
Hun mener da også, at miljø og klima er og bør være en vigtig del af udviklingsbistanden.
“Vi har allerede grønne projekter i Tanzania og det vil vi også fortsat have”, slår hun fast.
Miljø en stor udfordring i u-lande
U-lande har særlige udfordringer med miljø og klima. Selv om Tanzania har haft en imponerende økonomisk vækst i de seneste år, skal man ikke opholde sig længe i landet, før man fornemmer den udbredte fattigdom og nød.
Det er klart, at disse mennesker tænker mere på at skaffe til dagen og vejen end på de mere uhåndgribelige trusler, som forringet miljø og klima bringer, mener statsministeren.
“Alle vil gerne have – ja, bare el og vand, hvad der jo er mange mennesker, der ikke har”, fortæller hun.
“Og så er det altså svært at sige: Jamen, så vælger vi bare en ressource, der er meget dyrere end dem, der er tilgængelige”, fortsætter hun.
Hun er dog optimist i forhold til at lave en indsats for miljø og klima i udviklingspolitikken. Når hun bliver spurgt, om det er muligt at kombinere fattigdomsbekæmpelse med tiltag for bedre miljø og klima svarer hun bekræftende:
“Det tror jeg godt, at man kan, men det kræver en helt særlig bevågenhed”, siger hun.
Danmark skal hjælpe
Selv om programmet for den korte visit i Tanzania ikke just var spækket med miljø og klima har statsministeren bragt emnet på banen.
“Det er noget, jeg har talt med tanzanianerne om”, forsikrer hun.
“Hvordan kan man sikre, at den udvikling, Tanzania nu skal have, hvor de får høje vækstrater – hvordan kan man sikre, at det sker på en bæredygtig måde”, fortsætter hun.
Her kommer Danmark ifølge statsministeren ind som et godt eksempel.
“Vi minder dem om, at vi jo i Danmark har haft enorm vækst gennem de sidste 30-40 år uden at øge vores energiforbrug. Det er en lille succeshistorie, som jeg fortæller dem”, beretter hun.
Danmark er derfor ifølge statsministeren i en god position til at hjælpe Tanzania med at gå den bæredygtige vej.
”Hvis vi gerne vil have, at de skal gå den vej og er optaget af den udvikling, så kommer vi også til at hjælpe dem med det”, slutter hun overfor U-landsnyt.dk.
Thomas Jazrawi dækkede statsministerens besøg i Tanzania for U-landsnyt.dk.