Europæiske investorer har overtaget seks millioner hektar jord i det sydlige Afrika til biobrændstof for det europæiske marked, og det berøver lokale befolkninger muligheden for at dyrke fødevarer til eget forbrug, skriver Mellemfolkeligt Samvirke tirsdag.
Hver gang en europæisk bilist tanker benzin, er han eller hun ufrivilligt medvirkende til tyveri af jord i det sydlige Afrika, skriver Mellemfolkeligt Samvirke i en pressemeddelelse tirsdag.
Det viser en ny rapport fra Mellemfolkeligt Samvirke og Action Aid med titlen “Adding Fuel to the Flame – the real impact of EU biofuels policy on developing countries”.
Sammenhæng mellem europæisk forbrug og jordtyveri
Ifølge briefingen har europæiske biobrændstof-investorer overtaget over 6.000.000 hektar landbrugsjord i det sydlige Afrika.
Beregningerne dokumenterer sammenhængen mellem den øgede efterspørgsel på biobrændstof fra europæiske forbrugere og de problematiske jordovertagelser, anføres det.
De mange millioner hektar svarer til, at et areal på halvanden gang Danmarks størrelse nu er overtaget af europæiske investorer. De vil dyrke biobrændstof frem for at anvende jorden til afgrøder, som kan brødføde den lokale befolkning.
Verdensbanken, OECD, Den Internationale Valutafond, WTO m.fl. er enige om, at priserne på fødevarer er væsentligt højere, end de ville være, hvis der ikke blev dyrket biobrændstof.
“Uacceptabelt at hælde mad i benzinmotorer”
“Verdens befolkninger vokser, vi oplever stigende fødevarepriser og millioner af mennesker er fanget i sult-fælden; det gør det uacceptabelt at hælde mad i benzinmotorer”, siger Trine Pertou Maach, forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke.
“Vi må hurtigst muligt udfase den del af EU’s kvoter for vedvarende energi, som fører til jordtyveri og mangel på fødevarer andre steder i verden”, fortsætter hun.
Briefingen fra Mellemfolkeligt Samvirke og ActionAid udkommer op til EU-kommissionens egen rapport om de sociale konsekvenser af EU-direktivet for vedvarende energi samt offentliggørelsen af EU’s greenpaper for klima og energipolitik efter 2020.
“EU må ændre politik”
Det giver mulighed for at erkende de negative sociale konsekvenser for verdens fattige og deres adgang til jord og produktion af fødevarer – og for at rette op på problemet, hedder det.
“Prioriteringen af energiafgrøder frem for fødevarer er dybt forfejlet i en del af verden, der i forvejen har omfattende udfordringer med fattigdom og mangel på fødevarer. Som forbrugere er vi blevet taget som gidsler af EU og EU-landenes biobrændstofpolitik – vi har ikke noget valg, og vi er alle en del af problemet”, anfører Trine Pertou Mach og fortsætter:
“Det er nu, i forbindelse med revisionen af EU’s direktiv for vedvarende energi, at vi skal stå på bremsen for de åbenlyst skævvridende politikker, der øger gabet mellem rig og fattig. EU må gå væk fra en politik, der leder til jordtyveri i en tid, hvor kampen om jord og naturressourcer aldrig har været mere intens”.
Læs pressemeddelelsen her: http://www.ms.dk/2013/03/rapport-eu-politik-foerer-til-jordtyveri-i-afrika
Download rapporten her: http://www.ms.dk/sites/files/actionaid/ms_rapport.pdf
Yderligere oplysninger hos:
Trine Pertou Mach, tlf. 23 35 09 65 eller pressechef
Mikala Rørbech på tlf. 60 43 43 21