Fremstormende BRIKS-lande vil skabe ny udviklingsbank

Forfatter billede

De fem BRIKS-lande vil gå sammen om at skabe en ny udviklingsbank, der skal fungere som et alternativ til den vestligt dominerede Valutafond og Verdensbank. Planen om banken nu vedtaget på topmøde i Durban i Sydafrika 25.-27. marts.

BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) er økonomier i rivende udvikling, der de senere år har fået stadig større indflydelse på verdensscenen.

Med en fælles udviklingsbank tager de fire store uden for Afrika sammen med kontinentets powerhouse, Sydafrika, endnu et skridt på vejen mod at ændre det globale økonomiske system, skriver Mellemfolkeligt Samvirke (MS) på sit website mandag.

Den internationale NGO, ActionAid, som MS er dansk medlem af, håber, at den nye udviklingsbank vil vise sig at være et mere retfærdigt alternativ til IMF (Den Internationale Valutafond) og Verdensbanken.

“Modtræk til dominerende lånehajer”

IMF og Verdensbanken yder lån til kriseramte og fattige lande verden over. Men ifølge ActionAid følger der ofte urimelige og skadelige vilkår med lånene.

ActionAid har i en række lande observeret, at lånevilkårene har resulteret i øget fattigdom og forringelse af fattige landes evne til at udvikle en stærk økonomi.

Desuden har de skabt grobund for, at multinationale selskaber i højere grad kan udnytte landenes arbejdere og naturressourcer, hedder det.

Hvis BRIK-landene og Sydafrika formår at opbygge en ny udviklingsbank på principper om solidaritet, autonomi og respekt for grundlæggende menneskerettigheder, kan det få afgørende og positiv betydning for den måde de fattige lande skaber udvikling på, mener ActionAid.

Der kommer dog til at gå flere år, før den nye institution er stablet på benene.