Store fremstormende u-landes økonomier skal sikre danske jobs

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Danmarks eksport af varer til 10 af verdens vækstmarkeder voksede i 2012 med 6,4 mia. kr. Det svarer til en stigning på 11,1 pct. og godt 4.000 danske arbejdspladser, fremgik det af tal op til fredagens konference i København mellem regeringen og erhvervslivets top.

Regeringen har udvalgt de 10 vækstmarkeder, som den vil styrke indsatsen og synligheden overfor. Det er de fire BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) samt Indonesien, Mexico, Sydafrika, Sydkorea, Tyrkiet og Vietnam, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Kina (inkl. Hong Kong) stod for den største absolutte stigning på 4,2 mia. kr., hvilket svarer til en vækst på 17,2 pct. Indonesien for den største relative stigning med knap 60 pct.

Fremdriften i den samlede eksport til de 10 vækstmarkeder ventes i de kommende år at blive to-cifret. Prognosen tegner pt. på en stigning på omkring 12½ pct. i både 2013 og 2014.

Væksten til Kina skønnes i 2013 at blive ca. 15 pct., hvilket svarer til en yderligere eksport på ca. 4,5 mia. kr. Desuden ventes også øget eksport til Rusland, Brasilien, Tyrkiet og Sydkorea.

Omkring 70 pct. af Danmarks vareeksport går til de europæiske markeder, men iI 2012 faldt vareeksporten til EU-landene med 1,4 pct.

Regeringen har i vækstmarkedsstrategien fastsat et mål om, at Danmark i perioden 2012-2016 skal øge sin vareeksport til de 10 lovende vækstmarkeder – næsten alle i Den 3. Verden – med mere end 50 pct.

Samtidig skal Danmark bevare – og gerne forbedre – sin markedsandel på vækstmarkerne i forhold til seks udvalgte europæiske konkurrenter, nemlig Østrig, Belgien, Tyskland, Finland, Holland og Sverige.

Glade SF-ministre

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) og handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) var værter ved konferencen. Ud over de to ministre deltog statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Handelsminister Pia Olsen Dyhr sagde:

“Regeringen har gjort det til en høj prioritet at få bedre fat i vækstmarkederne. Vi offentliggjorde vores strategi for ét år siden. Nu er det et godt tidspunkt at gøre status for arbejdet og sammen med erhvervslivet drøfte, hvordan vi går videre, så den kommer danske virksomheder til gavn.”

“Regeringen har vi som led i vækstplan DK afsat yderligere midler til en styrket vækstmarkedsindsats i 2014 og 2015.”

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen sagde:

“Øget eksport til vækstmarkederne kræver, at vi er synlige ude i verden. Vore syv markedsføringskonsortier tiltrækker opmærksomhed om danske løsninger. F.eks. har 4.500 udenlandske beslutningstagere og flere end 400 internationale mediefolk været på besøg i Danmark og studeret vore grønne løsninger.”

“Gode vækstvilkår hænger tæt sammen med adgang til finansiering. Derfor har regeringen forbedret kreditmulighederne, bl.a. gennem Eksport Kredit Fonden. Den har tredoblet sit engagement siden 2008 til nu omkring 70 mia. kr., og med Vækstplan DK lægges op til at tilføje yderligere 15 milliarder.”