En hip hopper og tidligere børnesoldat fra Sudan rapper om sin fortid. Førende nepalesiske billedkunstnere farvelægger deres visioner for fremtiden. Teater Nordkraft forvandler Jacob Ejersbos trilogi til scenekunst. En bedre verden folder sig ud i en syrisk eksilforfatters fortællinger.
Ghanesiske kistemagere udstiller 24 ‘crazy coffins’ formet som kakaofrugter, drager og løver. Grænsesøgende performancekunstnere, forfattere, skulptører og musikere genopliver det eksperimenterende nordjyske ’Æ Verdensuniversitet’. ”
Alt dét og meget andet kan danskerne opleve på IMAGES FESTIVAL 2013, hvor toneangivende kunstnere fra store dele af verden indtager Aalborg, Aarhus og København under temaet OCCUPY UTOPIA.
Det sker fra fredag d. 30. august til lørdag d. 7. september, skriver Center for Kultur og Udvikling (CKU) på sit website.
Centret i det indre Købehavn passer Danmarks kulturelle bånd til u-landene og har stået for de tidligere IMAGES-festivaler herhjemme; den første om Afrika i 1991, mens den seneste fandt sted i 2010 – se også http://www.cku.dk/images-festival/om-images-festival-2
Utopier, der lever gennem kunsten
”Besæt Danmark med kunst og virkeliggør jeres utopier gennem kunsten!”
Den invitation har IMAGES sendt til hundredvis af musikere, billed-kunstnere, film-instruktører, dansere, forfattere og skuespillere fra flere end 40 lande i Asien, Mellemøsten, Latinamerika og Afrika.
Med hver deres talent vil de besætte den danske sensommer med kunst, der “vil ryste vores verdensbilleder og skabe nye visioner for en bedre fremtid”, som det siges.
På IMAGES FESTIVAL 2013 kan man møde
* regeringskritiske forfattere, der er tvunget til at arbejde i eksil
* verdensberømte musikere, der sætter dagsordenen på festivalscener verden over
* Graffitikunstnere og revolutionsrappere, der spillede en afgørende rolle under det arabiske forår.
Kort sagt kunstnere, der inspirerer og skaber markante forandringer i og udenfor de lande, de lever i.
Tre pulserende UTOPIA-byer
Festivalaktiviterne i København, Aarhus og Aalborg vil udspille sig i tre pulserende UTOPIA-byer.
I KØBENHAVN bliver Dronning Louises Bro hovedåren i festivalområdet, der også strækker sig over og omkring Søerne.
Det kreative miljø omkring Godsbanen i AARHUS lægger asfalt, scener og rum til den anden.
Mens den nedlagte tivolipark Karolinelund i AALBORG forvandles til den tredje UTOPIA-by.