Debatten bliver hurtigt hed, når det diskuteres om irakerne har fået det værre eller bedre efter Saddam Husseins fald. IRIN News har produceret en rapport, der ser på sagen fra mange vinkler.
BAGHDAD/DUBAI, 22. april 2013 (IRIN): Ti år efter amerikanske styrker indtog Irak er meningerne om fremskridtene så polariserede som nogensinde.
På den ene side hævder de irakiske og amerikanske regeringer, at fremskridtene har været betydelige.
“På trods af alle problemer i det seneste årti, er det overvældende flertal af irakere enige om at vi har det bedre i dag end under Saddams brutale diktatur,” skrev Iraks premierminister Nouri Al Maliki den 9. april i et indlæg i Washington Post – 10-årsdagen for Saddam Husseins fald.
Paul Wolfowitz, der var USAs vice-forsvarsminister mellem 2001 og 2005, skrev den samme dag i avisen Asharq al-Awsat, at når man tager undertrykkelsen under Hussein i betragtning, så ”er det bemærkelsesværdigt, at Irak har klaret sig så godt, som det har hidtil.”
Andre er mere varsomme i deres vurderinger og ser tilbage på 1980’erne – under Husseins styre – som en tid, hvor det irakiske samfund var meget længere fremme.
”Efter enhver målestok er der sket en forringelse af livskvaliteten for irakerne i forhold til for 25 år siden,” siger Khalid Khalid, der overvåger Iraks fremskridt mod 2015-målene for FN ‘s udviklingsprogram (UNDP). “Invasionen kommer efter sanktionerne og før dem var der krigen med Iran. Det er en kæde af begivenheder, der har ført til den situation irakerne nu befinder sig i.”
Læs rapporten her: http://www.irinnews.org/Report/97897/Iraq-ten-years-on-the-humanitarian-impact