Der er røre i den egyptiske arbejderklasse. Mange nye fagforeninger er dukket op, men det er ikke nemt for dem at finde sammen i en fælles organisation.
Af Marie Larsen
En lang række politiske partier, organisationer, arbejdersammenslutninger og private initiativer havde kaldt til march og stor demonstration i Kairo på arbejdernes internationale kampdag. Det er den første af slagsen siden Mohamed Mursi blev valgt til præsident, og arbejdernes krav er ikke blevet færre i denne periode.
Der blev afholdt en event om aftenen for at fejre kampdagen, hvor Præsident Mursi deltog, men de uafhængige fagforeninger nægtede at møde op. “Præsidenten lytter ikke engang til vores krav. Hvis han er en rigtig præsident skulle han komme til os og fortælle os om sin plan” siger lederen af sammenslutningen af uafhængige fagbevægelser i Egypten (EFITU), Kamal Abu Eitta, til netavisen Ahram Online.
Arbejdernes fire krav
Kravene som de egyptiske arbejdere fremsatte på kampdagen lyder:
Første krav er en fastsættelse af minimumsløn på 1200 Pund om måneden (ca. 1200 kr.). Denne er på 36 pund og er ikke blevet ændret siden 1950erne. I den nye forfatning, som blev vedtaget i december sidste år, står det at lønninger skal fastsættes i forhold til produktion, men det er en forrykt bestemmelse mener fagbevægelsen, som kræver at lønninger i stedet skal tilsvare landets inflation og prisudvikling.
Andet krav er udarbejdelse af en plan, som kan nedbringe den høje arbejdsløshed i landet, give understøttelse til arbejdsløse, som tilsvarer minimumslønnen og nedbringe det høje antal af daglejere, som arbejder uden kontrakter og bliver udnyttet af arbejdsgiverne.
Tredje krav er ændring af loven om fagforeninger, som skal garantere arbejdernes frihed til at organisere sig, uden indblanden af nogen art fra statens side.
Ifølge den nuværende lov er den statskontrollerede fagbevægelse ETUF den eneste lovligt anerkendte sammenslutning af fagforeninger. Denne blev oprettet af Nasser i 1957 og har i højere grad fungeret som et redskab til at kontrollere arbejderne end til at beskytte dem. Arbejderne vil have ret til frit at organisere sig, og til demokratisk at vælge hvem de mener kan repræsentere dem bedst. Og arbejderne kræver deres ret til at strejke.
I takt med en stigende antal strejker og protester i løbet af de seneste år er politi og sikkerhedsstyrker begyndt at slå hårdt ned på de deltagende. Idag kræver arbejderne deres ret til at protestere og organisere sig frit.
Og det fjerde krav er re-nationalisering af en række store firmaer, som tidligere var en del af den offentlige sektor, men som er blevet solgt til private investorer. Det er sket som led i et stort privatiseringsprogram igangsat under Mubarak i begyndelsen af 1990erne. Det har medført afskedigelser, monopolisering og forværring af arbejdsforhold for en lang række egyptiske arbejdere.
Kampen for Egyptens uafhængige fagbevægelse
Efter revolutionen er den uafhængige fagbevægelse eksploderet med oprettelse af omkring 1000 nye fagforeninger hos alt fra postarbejdere over cementfabrikker til gadehandlere.
De er fortsat ikke lovmæssigt anerkendte, men de kæmper imod en ændring af fagforeningsloven og for deres ret til at eksistere.
Der er primært to sammenslutninger, som prøver at samle de forskellige fagforeninger i fælles forbund som alternativ til den eksisterende ETUF.
De to sammenslutninger, EFITU og EDLC, startede som én, men splittede op på grund af interne stridigheder om lederskab og organisering.
Der er konstant strejker og protester i hele Egypten. For nylige holdt togene stille i flere dage da lokoførerne krævede bedre arbejdsforhold og bedre toge, taxachaufførerne blokerede Oktoberbroen, som er et af Kairos trafikale hovedårer, i protest imod en ny lov om afgifter og de ansatte på de offentlige hospitaler varsler om en kommende strejke på grund af sikkerhed- og arbejdsforhold på landets hospitaler.
Store udfordringer
Én af de store udfordringer for den egyptiske fagbevægelse er at få organiseret nogle af disse separate initiativer og få fremsat fælles krav på et politisk niveau. Der er meget energi og der opstår hele tiden nye sammenslutninger og fællesskaber, men der er stadig lang vej før den uafhængige fagbevægelse kan blive en slagkraftig og stærk aktør i Egypten.
Kampen mod lovgivning og dårlig organisering kan synes helt uoverkommelig, men der er stærke kræfter, som arbejder hårdt og med en stålfast vilje tror på, at det kan lykkes at skabe en stærk uafhængig fagbevægelse i Egypten. Abdul Hafiz, leder af den uafhængige fagforening for lærere i Kairo, er en af dem. Jeg mødte ham i Kairo for et par uger siden, og han sagde helt roligt:
“Situationen er kaotisk lige nu med alle mulige små separate fagforeninger, men det en naturlig udvikling – husk at det kun er to år siden vi lavede revolution. Adrenalinen pumper stadig, arbejderne har opdaget at de kan organisere sig og de vil allesammen starte en fagforening. Det er en positiv udvikling, det skaber noget kaos lige nu, men vi kan ikke springe dette led over. Det kræver tålmodighed og god organisering.”
I forberedelserne til den Internationale Kampdag idag, har de forskellige aktører i den uafhængige fagbevægelse lagt vægt på nødvendigheden af at stå sammen for at fremsætte arbejdernes krav.
Marie Larsen er specialestuderende ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet og er netop hjemvendt efter godt halvandet år i Egypten, hvor hun har studeret landets fagbevægelse.
