Af Malene Lykkebo, U-landsnyt.dk
Med udgangspunkt i Verdensbankens rapport ”Turn down the heat” fra 2012 handlede dagens første session om inkluderende grøn vækst og spørgsmålet om øjeblikkelig handling.
Verdensbankens rapport hævder, at temperaturen i slutningen af dette århundrede vil være steget med 4 grader. Men, som et spørgsmål i debatten gik på, er det virkelig presserende – vi er trods alt ”kun” i 2013?
Et eksempel, som forsøgte at besvare spørgsmålet, var sammenligningen af Barcelona og Atlantas CO2 aftryk. I mange aspekter ligner byerne hinanden, men på et væsentligt punkt adskiller de sig: Atlanta er som by spredt over et meget større areal end Barcelona, hvilket har medført, at det er en umulighed at indføre et effektivt og miljøvenligt transportsystem.
Derfor er Atlantas CO2 aftryk langt større end Barcelonas og forskellen ligger i byplanlægningen – derved, ved at begynde nu, kan regeringer og lande være i stand til at planlægge grønne løsningsmodeller, der kan afhjælpe fremtidige lignende problemer lød konklusionen.
Verdensbankens rapport fokuserer også på, at man allerede nu kan mærke klima-forandringerne og derfor bør handle.
Men er det så kun udviklingslandenes ansvar? Et andet eksempel var Etiopien, der er hårdt ramt af vandmangel. Etiopien har sat sig det mål, at landet i 2025 vil være at finde blandt mellemindkomstlandene og ønsket er, at dette opnås uden mærkbar CO2 udledning.
Ifølge eksemplet må man konkludere, at det både kræver de rige og de fattige landes initiativer og kræfter.
Inkludering? Af hvad?
Debatten og oplægget havde fokus på den inkluderende faktor, som dækker over at de fattige ikke blot er passive deltagere eller tilskuere. Frygten er, at firmaer og regeringer ved fokus på vækst automatisk glemmer de fattige og i stedet koncentrerer sig om ”cost/benefit” (omkostninger/fordele).
Verdensbankens rapport beskriver, hvordan de mener, at vækst bør være både miljømæssig bæredygtig, have en social tilgang og være økonomisk givtig. Rapporten hævder ligeledes, at et dårligt miljø er dyrere end et bæredygtigt.
Måden hvorpå de fattige inkluderes, er ved at skabe jobs til dem i fag, som ikke lægger sig op af de normale underbetalte jobs, såsom jobs som daglejere og kulier. I stedet bør mennesker flyttes fra denne nederste sektor og op. De fattige lande bør hovedsageligt tænke grøn vækst og jobs.
Et andet eksempel som blev bragt på banen, da debattens tema fik ordlyden ”De rige vestlige firmaer og de fattige u-lande”, var Grundfos’ vandpumpeeventyr i Kenya. Som en artikel i Ingeniøren fra 14. august 2009 fortæller, har Grundfos etableret et betalingssystem for de lokale, hvor de ved hjælp af deres mobiltelefon kan tanke vand. Ifølge Grundfos er den lokale befolkning og NGO’er og organisationer tilfredse og glade for initiativet, samtidig med at firmaet tjener penge.
Men spørgsmålet er, om det er ønsket om plus på bundlinjen der trækker, eller et dybfølt ønske om at hjælpe.
Det var her debatten sluttede – med et ønske om at grøn vækst tænkes ind i fremtidige og inkluderende løsninger og vækstmodeller og et håb om inspiration og et ærligt marked.
