Syreofre fra Bangladesh i storprint

Ken Hermann og Tai Klan dokumenter syreofre i udstillingen Survivors
Forfatter billede

I Bangladesh mærker syreangreb kvinder og piger for livet. Ny fotoudstilling viser ofre for den ofte kønsrelaterede vold, som – heldigvis – er blevet færre med årene.

Udstillingen “Survivors” af prisvindende fotograf Ken Hermann og videojournalist Tai Klan stiller skarpt på den styrke, der gemmer sig bag de ødelagte ansigter. Ønsket er at skabe et “æstetisk billedunivers”, hvor styrken bag de ofre, som får frataget deres drømme og umiddelbare identitet efter vansiringerne, står frem.

Knuste drømme – men hovedet hævet
Umma Aysha Siddike Nila var stadig teenager, da hendes 20 år ældre mand overhældte hendes ansigt med syre, fordi hun ikke ville rejse med ham til Saudi Arabien.

Syren har trukket uigenkaldelige spor hen over hendes smukke ansigt og for altid lagt låg på drømmen om at leve som skuespiller og danser. Alligevel ser hun ikke på sig selv som et offer.

”Jeg har ikke noget at skjule. Jeg ser på mig selv og elsker mig selv for den, jeg er blevet, på trods af det jeg har været udsat for,” siger hun i dag om den kvinde, hun hver dag møder i spejlet.

Syreangreb ofte baseret på køn
Ngo’en Acid Survivors’ Foundation i Bangladesh har opgjort 25 tilfælde af syreangreb i 2013. Over 70 procent af ofrene er kvinder og piger, og angrebene med den ætsende syre er ofte en ulykkelig konsekvens af vold i hjemmet, uenigheder om brudepenge eller jord.

Bangladesh har været det land, hvor flest syreangreb er fundet sted. Siden 1990 har der været over 3.000 tilfælde. I 2002 – året med de fleste angreb – blev der anmeldt næsten 500 tilfælde. En fjerdedel af ofrene er børn, der bliver ramt af syren, fordi de sover eller står sammen med deres mødre, når de bliver angrebet.

Siden 2002 er tallet faldet markant. I 2011 er der dokumenteret 91 angreb, mens tallet yderligere faldt til 71 i 2012.

Faldet i syreangreb skyldes, at regeringen i Bangladesh efter pres fra ngo’er i 2002 vedtog to love, der henholdsvis gør retssager kortere – oftest afgøres de inden for et år – og straffene strengere, mens brug og salg af syre reguleres strammere.

Survivors er del af Copenhagen Photo Festival
Ken Hermanns fotografier vises i storprint på Kontrafame Gallery i Kødbyen sammen med Tai Klans kortfilms-dokumentar med interviews med syreofre. Galleriet Kontrafame udstiller ’fotografi i øjenhøjde’ som et udtryk for galleristerne Thorbjørn Hansen og Tobias Dinesens usnobbede tilgang til fotokunst.

Udstillingen åbner 7. juni med fernisering fra kl. 17 – 22 og kan ses hver dag fra 12-16 undtagen søndag frem til 1. september 2013.

Survivors
Kontraframe Gallery, Flæsketorvet 77-79, 1711 København V
Pressekontakt: Ken Hermann (fotograf), mobil 2737 9717 eller Tobias Dinesen (Kontraframe), mobil 2670 4789