Mølgård Andersen om Fogh Rasmussens opgør med “bistandssocialismen”

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

KOMMENTAR

Af Ole Mølgård Andersen
cand. polit., tidl. topdiplomat i Danida og samfundsdebattør
Indlæg i dagbladet Politiken

Forud for møderne i Fogh Rasmussens Afrikakommision i Addis Abeba den 20.11 skal statsministeren ifølge Politiken 21.11 have kundgjort, at han ønskede at “gøre op med gammel udviklings-socialisme”.

Han sagde også, at det vil lede til nogle forslag fra hans kommission, som skal blive “den største danske udviklingspolitiske satsning nogensinde”, idet “det, vi skal satse på for at bekæmpe fattigdom, er udvidelse af den private sektor”.

Statsministerens løvebrøl i Addis Abeba bringer i erindring Tanzanias første præsident, Julius Nyerere, der engang udtalte, at Tanzania tiltrak veltalende socialister fra vestlige lande, som var frustrerede over, at de ikke kunne sælge deres samfundsmodeller i deres hjemlande og derfor drømte om at se dem praktiseret i Tanzania.

Noget lignende foresvæver Anders Fogh Rasmussen: Da han ikke kunne sælge minimalstatsmodellen i hans eget land, drømmer han nu om den i Afrika.

Det er på denne baggrund en historiens ironi, at han har lokket Tanzanias præsident til at sidde med i sin kommission.

Præsident Kikwete har tidligere, ligesom også Nyerere, udtalt beundring for den skandinaviske samfundsmodel, som i Afrika identificeres med socialdemokratisme og ikke med den krakkelerede form for liberalisme, som Fogh stadig bekender sig til, i hvert fald når han er i Afrika.

Støtte til styrkelse af den private sektor har været en bestandel af dansk udviklingsbistand, så længe den har eksistereret, såvel inden for som uden for landbruget, der skal absorbere langt den overvejende del af de unge i Afrika lang tid fremover.

De former for privat sektor støtte, som har nydt den nuværende regerings særlige bevågenhed, har hidtil ikke været succesrige. Det kan man forvisse sig om i indtil flere landeevalueringer af dansk bistand fra de senere år og også i OECDs seneste gennemgang af dansk bistand.

Dér går man så vidt, at man foreslår nedlæggelse af det såkaldte program med blandede kreditter, hvortil der afsættes 3-400 millioner kr. om året til støtte for den private sektor, dog især i Danmark.

Der er intet galt i at yde støtte til styrkelse af den private sektor, forudsat det er dét, modtagerlandene ønsker fra Danmark og ideologiske fordomme ikke overskygger modtagerlandenes egen prioritering, som det desværre ser ud til er sigtet med statsministerens Afrikakommission.

Ole Mølgård Andersen har stillet kommentaren til rådighed for u-landsnyt.dk. Den blev bragt i Politiken den 26. november 2008.

Mølgård Andersen er Tanzania-kenderen om nogen på dansk grund. Udenrigsministeriet udgav i 2005 hans digre værk “Tanzanias og Danmarks udviklingssamarbejde 1962-1995” – om den danske bistand til en ny nation med ambitioner om uafhængighed og høje sociale mål.

Se også http://www.netpublikationer.dk/um/4782/html/chapter29.htm

Han har tillige bl.a. skrevet “Farvel til fattigdommen” i 2002, der behandler forholdet mellem industrilande og u-lande.