Af Jesper Heldgaard
Fokuseret og ’smart’ udviklingsbistand kombineret med modige politiske beslutninger på globalt plan. Det er svaret på de enorme klima- og miljøudfordringer, især verdens fattige står overfor.
Sådan lød beskeden fra førende forskere på en konference i Stockholm 4. juni.
Det skriger til himlen: Afrika er det kontinent, hvor potentialet for at udnytte vedvarende energi og behovet for bedre elforsyning er allerstørst. Ni ud af ti på landet i Afrika syd for Sahara har fortsat ikke adgang til elektricitet.
Alligevel kryber de private investeringer i grøn energi fortsat stort set uden om Afrika.
De globale investeringer i grøn energi er ellers mere end fem-doblet siden 2004.
Men i samme periode er den andel af investeringerne, der går til de fattige lande, faldet fra ni til bare seks procent.
“Disse tal er en katastrofe”
Det var et af de mange velkendte, men alligevel rystende paradokser, der var fokus på, da det dansk-svensk finansierede forsknings- og kommunikationsprogram om udviklingsbistand, ReCom, onsdag fremlagde nye resultater fra sin forskning i miljø- og klimabistanden.
”Disse tal er en katastrofe, og de viser, at markedskræfterne alene ikke er svaret på de enorme udfordringer, verden står overfor,” sagde Yannick Glemarec, koordinator for FN’s Multi-Partner Trust Funds.
”Det er absurd, at så få investeringer sker de steder, hvor behovene er allerstørst. Der skal en egentlig grøn omstilling til, og den kræver modige politiske beslutninger og målrettet, koordineret bistand for at ændre de ting, vi ved, bremser de grønne investeringer i fattige lande: Mangel på risikovillig kapital, sikkerhed for afsætning og så videre. Det er udgifter i første omgang, ja, men jo før vi kaster os ud i dem, desto billigere er det,” understregede Yannick Glemarec med detaljerede beregningsmodeller.
Han tegnede et broget billede af de mange klimafonde og -initiativer, der de seneste år er skudt op på klimaområdet, og som netop har til formål at sætte skub i grønne investeringer, men mangler penge:
”Etableringen af f.eks. Den Grønne Klimafond blev set som en stor sejr, men fonden har næsten ingen penge at gøre godt med”, lød det fra Yannick Glemarec, som uddybede:
“Vi har fået en myriade af fonde, mekanismer med mere, som er komplet umulige for udviklingslandene at finde rundt i, og som slet ikke kan dække de store behov. Vi har ikke brug for flere fragmenterede initiativer. Vi har brug for vilje, sammenhæng og koordinering til at få de allerede etablerede mekanismer til at virke”.
Advarsel mod ’bilateralisering’ af bistanden
Behovet for en stærkere global koordinering var et af de gennemgående budskaber fra de mange forskere på konferencen, der på den positive side konstaterede, at den globale miljøbistand er steget de seneste år.
”Mere betænkeligt er det, at en stigende del af miljøbistanden gives bilateralt, og det svækker mulighederne for langsigtede, strategiske indsatser, der kan bane vejen for de strukturelle omstillinger, der er så stort behov for,” advarede Yannick Glemarec og flere andre.
Men der var også opløftende budskaber fra forskerne. F.eks. at de institutioner, der de seneste årtier er skabt som reaktion på de store klima- og miljøudfordringer, faktisk er ganske fornuftige.
Det gælder både aftalen om at reducere afskovning (REDD), den rene udviklingsmekanisme (CDM), Den Globale Miljøfacilitet (GEF) og Den Grønne Klimafond (GCF).
”Ideerne bag de fire initiativer er grundlæggende rigtige, men de bygger på, at der er et velfungerende marked for CO2-handel, og det er der ikke i øjeblikket med den ekstremt lave pris på CO2-kvoter,” sagde Channing Arndt, professor i økonomi ved Københavns Universitet.
Han leder klimagruppen i UNU-WIDER, United Nations University – World Institute for Development Economics Research, der har hjemme i Helsinki og koordinerer ReCom-programmet.
Professor Finn Tarp, den danske direktør for UNU-WIDER, understregede, at udviklingsbistand kan spille en nøglerolle ved at bidrage til at opbygge de globale, offentlige goder, som private investorer og enkeltlande ikke kan levere:
”På klimaområdet, f.eks., er der akut behov for at etablere en globalt anerkendt institution, der kan overvåge og registrere de enkelte landes udslip af drivhusgasser. Alle klimaaftaler er baseret på, at vi har pålidelige data, så en indsats på det område er helt essentiel.”
Verden har tidligere håndteret store udfordringer
Finn Tarp understregede på den ene side, at udviklingsbistand kan gøre en stor forskel. På den anden side advarede han imod at have alt for store forventninger til bistanden:
”50 års udviklingsbistand har ikke afskaffet fattigdommen, men vi er trods alt nået ganske langt”, sagde Tarp og lagde til:
“For 50 år siden var det gennemsnitlige bruttonationalprodukt pr. indbygger i Asien blot 150 dollar. Nu stormer de asiatiske økonomier frem. Den globale børnedødelighed og mødredødelighed er faldet markant, og det er resultater, der ofte overses, fordi vi har overdrevne forventninger til bistanden.”
Budskabet fra Finn Tarp og ReCom-konferencen var, at vi skal have realistiske forventninger til bistanden og bakke den op med ’smart’ og fokuseret bistand, der for alvor kan gøre en forskel ikke mindst i Afrika.
F.eks. til at øge udbyttet fra landbruget, sætte gang i grønne energiinvesteringer og støtte infrastruktur.
Oplæggene og debatten fra onsdagens møde bliver indarbejdet i det endelige positionspapir om klima, miljø og udvikling, ReCom vil fremlægge senere i år.
Jesper Heldgaard er freelance-journalist, tilknyttet ReCom
Læs om og se videooptagelser fra mødet på
http://www1.wider.unu.edu/recomenvironment
Her kan du også læse de mange forskningsrapporter fra ReCom-programmet og om kommende ReCom-møder i København.
