Strid om dato for det kommende valg tager til i Zimbabwe

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Præsident Mugabe har meddelt, at der skal afholdes valg i Zimbabwe 31. juli. Han har ikke diskuteret sagen med premierministeren, der er Mugabes rival til præsidentposten. Derfor handler Mugabe i strid med grundloven, siger premierministeren.

Torsdag annoncerede præsident Robert Mugabe, at han havde besluttet, at vælgerne i Zimbabwe skal til valg den 31. juli. Sidste frist for at stille op er den 28. juni og datoen for en eventuel anden valgrunde er den 11. september.

Vælgerne skal vælge præsident, parlament og lokale forsamlinger.

Der er bare et problem: Præsidenten har ifølge landets grundlov ikke lov til at tage den type beslutninger uden først at konsultere sin premierminister. Derfor er Mugabes udmelding i strid med grundloven, mener premierminister Morgan Tsvangirai.

Morgan Tsvangirai er leder af partiet MDC og er præsident Mugabes nærmeste rival til præsidentposten.

Tsvangirai siger i en skriftlig meddelelse, at han ikke vil acceptere Mugabes dekret. For det første fordi, det strider mod grundloven og for det andet fordi, der med en valgdag den 31. juli ikke er tid nok til at registrere nye vælgere. Det sidste betyder at nogle af landets indbyggere ikke vil få mulighed for at stemme, mener Tsvangirai.

Et tredje problem er, at den ny valglov, som der arbejdes på for tiden, ikke kan nå at blive vedtaget og træde i kraft inden valget.

Det vil svække reformprocessen i landet og det må være Mugabes dagsorden, mener Morgan Tsvangirai.

Han advarer om, at hvis der ikke gennemføres reformer vil valget blive ligeså omstridt som det seneste valg i 2008.

Tsvangirai vandt dengang første valgrunde men trak sig fra anden runde efter omfattende vold mod medlemmer af hans parti. Mugabe havde derfor ikke problemer med at vinde valget og blive præsident endnu engang.

Ikke råd til valget

Hvis valget skal finde sted 31. juli haster det med at finde pengene til at afholde det.

Regeringen har i flere omgang bedt udlandet om at betale for det, fordi statskassen har penge nok.
Senest har flere medlemmer af samarbejdsorganisationen for det sydlige Afrika, SADC, vist interesse for at organisationen betaler, men spørgsmålet er endnu ikke afgjort.