Kineserne køber deres kulturarv tilbage. Den dyreste antikvitet, som har opnået hammerslag på en auktion hertillands, er hverken dansk eller købt af en dansker.
En statuette af en mediterende Buddha blev et tilløbsstykke på Danmarks kendteste auktionshus, Bruun Rasmussen i Bredgade, København, skriver dr.dk.
Det skyldes et rekordhøjt hammerslag på 3,7 millioner kr., som blev budt af en kinesisk køber.
Figuren er fremstillet under det kinesiske Ming-dynasti, der regerede Riget i midten fra 1368 til 1644, og har altså i et ukendt stykke tid befundet sig i Danmark.
Det har den ikke været ene om. I over 200 år har rige europæere og amerikanere samlet kinesiske kunstgenstande. Men de senere år er strømmen ved at vende.
For et par år siden vakte det sensation, da en kinesisk samler bød 40 millioner amerikanske dollars for kinesiske kunstgenstande, som havde tilhørt franske Yves Saint Laurent.
Beløbet blev dog aldrig betalt og sagen ikke mindre prekær af, at de omtalte genstande, hovedet af en rotte og en kanin, i sin tid blev stjålet under franske og britiske troppers brutale ødelæggelse af kejsernes sommeresidens i 1860.
Den kinesiske regering gik den gang ind i sagen og for få måneder siden valgte arvingerne at tilbagelevere genstandene “som tegn på venskab mod det kinesiske folk,” i følge Huffington Post.
Men også uden staten går det. Kinas nyrige overbyder i disse år på stribe deres europæiske kolleger opkøber kunst og kunsthåndværk og andre dele af deres kulturarv.
Dermed slutter antikviteterne sig til tendensen til, at kinesisk samtidskunst når fabelagtige priser ved auktioner over hele verden, og som u-landsnyt tidligere har skrevet om, og som måske ikke er så entydig som mange vil gøre den til.
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/27-08-12/fup-i-kinesiske-kunstauktioner
Dét ændrer dog ikke på at noget er ved at ske på den globale kunstfron.
På den måde spejler hammerslaget på Bruun Rasmussen den store historie i en gammel statuette fra et forgangens dynasti. Nemlig det eventuelle skift i verdens magtbalance, som fylder så meget i medierne i disse år.
Tilbage er kun at gisne om, hvilket aftryk det vil sætte på kunsten i 2000-tallet.
