Task force skal bekæmpe bistandssvindel i Afghanistan

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) lancerer en handlingsplan mod svindel og bestikkelse med de stigende danske bistandsmidler til Afghanistan og vil bl.a. oprette en task force. Det sker efter rapporter om misbrug af de danske penge.

Friis Bach siger torsdag til Berlingske, at “når vi eksempelvis ikke længere fra dansk side vil være til stede i Helmand-provinsen på samme måde som i dag, bliver det sværere at holde øje med de dansk-støttede skolebyggerier”.

Det fremgår ikke af omtalen, hvordan man til den tid reelt vil kunne overvåge de danske projekter, men inde i hovedstaden Kabul skal der oprettes en såkaldt task force på ambassaden for at “styrke antikorruptionsarbejdet og udvikle et særskilt antikorruptionsværktøj tilpasset de særlige risici i Afghanistan efter 2014”.

Der kommer også en særrevision, der “følger pengene i et program, krone for krone, fra regering til slutmodtager”

Hvad det i alt kommer til at koste at udsende danske regnskabskyndige til at følge hjælpen på denne måde, fremgår ikke.

Et fingerpeg kan gives, når man ser på udgifterne til særrevision af prisen på og kvaliteten af udvalgte projekter, eksempelvis skolebøger og -byggeri. Her hedder det ifølge Berlingske, at “ambassaden i Kabul har i den nuv. programperiode (2013-14) afsat 230.000 dollars (godt 1,3 mio.kr.) til revision af uddannelsesprogrammet”.

Ifølge en nylig redegørelse til Folketinget er 11 sager om korruption eller svindel med dansk bistand nu afsluttet, mens andre seks sager er under behandling.

Det samlede økonomiske tab løber til dato op i 230.000 kr., men “tabet vil givetvis blive større, når de sidste sager afsluttes”, anfører Friis Bach overfor avisen og lægger til:

“Der er med sikkerhed også ting, vi ikke kan komme til bunds i. Det kan jeg lige så godt være ærlig at sige åbent”.

Det er såvidt vides første gang, at Danida indsætter særlige inspektører til at følge pengene siden 1990erne, hvor det korruptionsramte Kenya oplevede noget tilsvarende.

Dengang indskrænkede man samtidig bistanden via regeringen af politiske årsager – manglende demokrati – og omfordelte bistanden henimod NGOer.

Mere om ministerens fem-punkts plan for Afghanistan på
http://um.dk/da/~/media/UM/Danish-site/Documents/Politik-og-diplomati/Nyheder_udenrigspolitik/2013/Fempunktsplan.pdf