Der er samlet ind for over 100.000 kroner halvvejs igennem musikdagene på årets RoskildeFestival, vurderer CARE Danmarks generalsekretær Niels Tofte. Organisationens pantindsamlere i turkise veste har arbejdet med at holde portene rene i døgndrift, siden festivalpladsen åbnede i torsdags.
CARE Danmark er Festivalens officielle pantindsamler i år. I modsætning til tidligere år står pantindsamlerne iklædt de velkendte turkise veste kun ved og omkring portene ind til musikpladsen, fremgår det af en pressemeddelelse lørdag..
Udover at tjene penge til CARE Danmarks langsigtede udviklingsarbejde tjener pantindsamlingen et andet formål.
’Vi sørger for at holde områderne omkring portene rene for flasker, dåser og plastickrus. Det går rigtig godt indtil videre, og vi kan forstå på Roskilde Festivalen, at de er glade for, at vi er her. Det hører de jo fra festivalgæsterne,’ siger generalsekretæren.
Small amounts – big results
CARE Danmark har 130 frivillige til at hjælpe med pantindsamlingen, og de arbejder i døgndrift fra torsdag eftermiddag, og indtil musikken stopper.
Udover de turkise veste går alle CARE-medarbejdere klædt i sorte T-shirts med sloganet ’small amounts – big results.’
Pengene fra pantindsamlingen går til arbejdet i Afrika og Asien, som skal forhindre katastrofer, før de rammer.
Det sker bl.a. ved at hjælpe kvinder og mænd med at skabe en lille forretning gennem en spare-låne-gruppe, hvor de kan spare op, få renter og tage lån.
Det er her, sloganet ’small amounts – big results’ kommer fra.