Robert Mugabe er officielt erklæret suveræn vinder af præsidentvalget af Zimbabwes valgkommission. Med genvalget kan den 89-årige Mugabe de næste fem år fortsætte sit 33-årige virke som præsident, skriver internationale nyhedsmedier lørdag.
Hans modstander, premierminister Morgan Tsvangirai, erklærede “landesorg” og kaldte onsdagens præsident- og parlamentsvalg for “svindel og bedrag” overfor Zimbabwes folk.
Udviklingsminister Christian Friis Bach (R), som længe har ønsket mere dansk bistand til det ustabile sydafrikanske land, ville lørdag ikke tage stilling til, om Danmark nu skal omdirigere sin bistand, så den ikke går til regeringen, men til folkelige organisationer.
Han har tidligere tilkendegivet, at Danmark er klar til at flytte støtten og i givet fald også reducere den, hvis der blev snydt ved valget.
Ifølge de officielle stemmetal fik Tsvangirai kun 34 procent af stemmerne mod 61 pct. til Mugabe.
Ved det volds-prægede forrige præsidentvalg i 2008 opnåede Tsvangirai ifølge de fleste iagttagere flest stemmer, men afstod fra at deltage i anden valgrunde, som Mugabe så vandt stort.
Ifølge stemmeoptællingen hjemtog Mugabes Zanu-PF parti også en jordskredssejr ved onsdagens parlamentsvalg og kan nu sætte sig på 158 pladser, mens Tsvangiras “Bevægelse for Demokratisk Forandring” (MDC) må nøjes med 49.
I det gamle underhus havde oppositionen et flertal på et mandat.
Det er så stor en sejr, at det giver Mugabe og hans parti mulighed for at ændre forfatningen. Men vil samtidig muligvis medføre, at oppositionen boykotter parlamentet.
Ligesom den forlader samlingsregeringen mellem Zanu-PF og MDC, der har siddet siden 2009.
Vil fremlægge et helt dossier over svindel
Morgan Tsvangirai sagde, at “dette svindelagtige og tyvstjålne valg har kastet Zimbabwe ud i en forfatningsmæssig, politisk og økonomisk krise”.
Han oplyste, at han vil lade fremstille et dossier med, hvad han kaldte beviser på valgsvindel og opfordrede den regionale sydafrikanske samarbejdsblok SADC til at efterforske valget og dets afvikling.
SADC, som havde 600 observatører på plads, kaldte valgene for “frie og fredelige”, men sagde, at man ville forbeholde sig sin endelige holdning til, hvorvidt resultatet og processen var demokratisk og retfærdig.
EU, som opretholder sanktioner mod Mugabe og hans inderkreds, erklærede, at man var bekymret over “de påståede uregelmæssigheder og rapporter om mangelfuld deltagelse”.
EUs udmelding er afgørende for, hvorvidt Unionen vil fortsætte med at lette sanktionerne over for det sydafrikanske land – endsige øge udviklingsbistanden.
Briterne opfordrede ligesom amerikanerne til en tilbundsgående undersøgelse og amerikanerne erklærede, at resultaterne “ikke er et troværdigt udtryk for det zimbabweanske folks vilje”.
“Hundredtusinder kunne ikke stemme i byerne”
Den mest kritiske rapport kom fra den største observatør-gruppe, det dansk-støttede Zimbabwe Election Support Network (ZESN), som havde 7.000 folk på plads til at følge valghandlingen.
ZESN gjorde gældende, at manglende vælgerregistrering fortrinsvis i byområderne, hvor Tsvangirai og hans parti står stærkt, betød, at mellem 750.000 og en million stemmeberettigede ikke var i stand til at deltage i valghandlingen.
Den Afrikanske Union (AU) sagde derimod i sin første rapport fra sine 70 observatører, at valgene var “fair og troværdige” og anmodede myndighederne om at se på episoder, hvor vælgere blev holdt væk fra stemmestederne
Herhjemme noterer udenrigsministeriet i en presseudtalelse lørdag, at “når de endelige rapporter fra SADC og AU foreligger, vil Danmark sammen med EU drøfte situationen på ny, herunder eventuelle konsekvenser for Danmarks og EUs politik over for Zimbabwe”.
Friis Bach: Det er meget bekymrende
Christian Friis Bach har tidligere kaldt Mugabe for en “grum diktator” og kritiseret ham for kun at gå op i guld og penge.
Lørdag lød det fra udviklingsministeren:
”Det er godt, at valgene i Zimbabwe er gennemført uden omfattende vold, og at rigtig mange har ønsket at stemme ved valget. Men valgobservatørernes foreløbige rapporter er meget bekymrende”.
“Nu må vi vente på de endelige vurderinger, men efter spæde fremskridt ser det ud til, at Zimbabwe har forspildt endnu en mulighed for at samle alle parter om at bringe landet videre. Jeg vil opfordre alle til at bevare roen og samarbejde for at styrke demokratiet og menneskerettighederne i Zimbabwe.”
“Hvis vi ser den samme Mugabe, som de seneste 15 år har været med til at køre landet i sænk, vil det være en mindre katastrofe. Men ser vi en Mugabe, der fornyer sig og sikrer fremgang og stærkere demokrati, må vi tage bestik af det, og så vil vi være klar til at bakke op”, sagde Friis Bach.
Han forventer, at Robert Mugabe vil levere fremgang for Zimbabwe, men glæder sig også over, at den nye forfatning har været med til at begrænse præsidentens magt.
At rasle med tændstikæsken
Udenrigsministeriet i København skrev lørdag, at valgene “er blevet gennemført i en fredelig atmosfære uden omfattende vold”.
Den danske NGO, Afrika Kontakt, forklarer dette sådan i en udtalelse:
“På trods af at det ser ud til, at valget forløb mere roligt end det forrige i 2008, hvor oppositionen og civilsamfundet blev udsat for voldsomme overgreb, er meldingerne fra vore partnerorganisationer i Zimbabwe bekymrende”, siger Christine Mulvad fra Afrika Kontakts Zimbabwe-gruppe.
“Et roligt valg er nemlig ikke nødvendigvis udtryk for, at det har været fair og frit for borgerne at deltage. For som man siger i Zimbabwe: hvis du brænder mit hus ned, behøver du blot at rasle med tændstikæsken næste gang”.
Ifølge Wellington Zindove, national koordinator for Afrika Kontakts partner, græsrodsnetværket Youth Forum, er den manglende vold i forhold til 2008 heller ikke tilstrækkeligt bevis for, at valget har været frit og fair:
“Adgangen til medierne var f.eks. slet ikke lige for partierne, og Mugabes Zanu-PF kunne derfor relativt uhindret udsende propaganda gennem medierne. Mugabes politiske modstandere havde heller ikke samme adgang til at føre valgkamp. Vi kan derfor ikke sige, at valget var frit og fair”, gør han gældende.
Ministeriet skrev videre lørdag:
“Den foreløbige vurdering fra AU peger på en række mangler og uregelmæssigheder i forbindelse med vælgerregistreringen og valghandlingen”.
“SADC har i en foreløbig udtalelse (2. august) anerkendt valgene som frie og fredelige, men samtidig meddelt, at det er for tidligt at vurdere, om valgene har været retfærdige og troværdige”.
“Oppositionsleder og nuværende premierminister MorganTsvangirai vurderer ikke, at valgene har fulgt internationale standarder for troværdige, legitime, frie og retfærdige valg og mener derfor, at de bør erklæres ugyldige”.
“Denne vurdering bygger bl.a. på problemer med vælgerregistreringen og formodet manipulering under selve valghandlingen”.