Folkekirkens Nødhjælp har netop lanceret en ny rapport om klimaforandringernes effekter. Rapporten bærer den lidet opmuntrende titel ‘A Story of Sadness’ og forudser langsigtede og markante forandringer i en lang række u-lande.
I de kommende årtier vil de klimarelaterede udfordringer blive langt større.
Det viser en ny rapport fra Folkekirkens Nødhjælp, der har gennemgået friske forskningsresultater om klimaforandringernes effekter i de lande i Afrika, Mellemøsten, Asien og Mellemamerika, som Folkekirkens Nødhjælp arbejder i.
Og der er ikke munter læsning.
Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Henrik Stubkjær, siger:
”De mennesker, vi arbejder med, knokler for at skabe lokal udvikling og for at hjælpe fattige og sårbare mennesker væk fra sult og fattigdom. Forskningen peger desværre på, at klimaændringerne gør de i forvejen svære udfordringer endnu vanskeligere i fremtiden”.
I Uganda vil regnen skade mere end gavne
Klimaforandringerne rammer ikke retfærdigt. I Uganda forventer man for eksempel, at der kommer mere regn, hvilket man kunne tro, ville bidrage til øget udbytte fra landbruget.
Sådan er det desværre ikke, for regnen vil sandsynligvis komme som skybrud og dermed skade mere end gavne. Samtidig vil den øgede temperatur føre til, at vand fordamper hurtigere – og de positive effekter af mere regn vil fordampe med vandet.
Henrik Stubkjær finder alligevel et håb.
”Forskningen tegner et billede af fremtidens klima. Det er ikke et pænt billede, men når vi kender det, kan vi forberede os. De projekter, vi støtter, har derfor fokus på tilpasning til klimaforandringerne. Når menneskerne er parate til den voldsomme regn eller tørke, er de også bedre i stand til at opretholde en positiv udvikling”.
Forskernes beregninger bygger på forskellige scenarier. Hvor store klimaforandringerne bliver, afhænger dog af, hvor mange drivhusgaser, der når atmosfæren. Hvis de globale udslip ikke topper i løbet af de kommende år, vil klimaforandringernes effekter blive endnu større.
Henrik Stubkjær siger:
”Klimaudfordringerne er en fælles udfordring. Alle lande rammes mere eller mindre, og alle lande er nødt til at bidrage. Det er dog de rige lande, som har det største ansvar, og det er derfor vigtigt, at vi går foran.”
Onsdag melder klimaminister Martin Lidegaard ud, hvilke nye initiativer den danske regering ønsker at tage for at begrænse klimapåvirkningen.
Effekter i Kirgistan:
– På kort sigt vil landet rammes af oversvømmelser, når gletsjerne bjergene smelter
– Når gletsjerne er væk vil adgangen til vand mindske drastisk op til 60%
– Temperaturstigninger på op til 6 grader kan få alvorlige konsekvenser for mennesker, planter og dyr
Effekter i Uganda:
– Stigningen på op til 25% i årligt nedbør
– Flere jordskred og oversvømmelser i perioder med regn
– Kun lidt positiv indvirkning på landbruget, da den ekstra regn vil fordampe hurtigere grundet temperaturstigningerne
– Tørke i andre perioder, da nedbøren vil være mere ustadig end i dag
Læs rapporten her:
http://www.noedhjaelp.dk/nyheder/seneste-nyt/en-trist-historie-om-klima