Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) mener ikke længere det er nødvendigt at afvente, hvad FNs våbeninspektører finder frem til om giftgasangrebet i Syrien, og ønsker nu at bombe præsident Assads militær, som han holder ansvarlig for angrebet d. 21. august.
Det sagde Søvndal til TV2 News lørdag efter at hans amerikanske kollega, John Kerry, gik ud og sagde, at der var stærke indicider på, at det syriske styre står bag angrebet, som ifølge amerikanerne kostede over 1.400 livet, heraf mange kvinder og børn.
Søvndal, der for kun en uge siden fastholdt, at Danmark skulle afvente grønt lys fra FNs Sikkerhedsråd til et militært indgreb i Syrien, mener nu, at det ikke er nødvendigt at afvente våbeninspektørernes rapport, der foreligger om et par uger.
Ifølge udenrigsministeren er våbeninspektørernes mandat alene at undersøge OM giftgas har været anvendt. Efter russisk krav må inspektørerne ikke undersøge HVEM, der er ansvarlig for gasangrebet.
“Gasangrebet er et brud på folkeretten og vi ved alle, at Sikkerhedsrådet er fastlåst. Hvis præsident Assad læser situationen sådan, at han kan gøre den slags uden at der sker noget, bliver det rigtig slemt at bo i Damaskus og omegn”, siger han og kalder det “utåleligt, hvis man ikke reagerer på det”.
Dansk deltagelse i et evt. angreb kræver indkaldelse af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn for at søge mandat i henhold til grundloven.
Et muligt angreb ventes udført fra luften med målsøgende krydsermissiler affyret fra skibe og bombefly.