Anmeldelse af Mona Munck-Lindblom, U-landsnyt.dk
Som knap otteårig stod Emmanuel Jal med en AK-47 i hånden og blev tvunget til at dræbe. Seks år senere var han veteran fra to borgerkrige. I fredags åbnede han musikscenen på IMAGES festivalen i København.
Den sudanske rapper Emmanuel Jal er inviteret til at bidrage med sin kunst til den 9. udgave af IMAGES festivalen der i disse dage forgår i København, Aarhus og Aalborg. Under årets tema OCCUPY UTOPIA har festivalen indbudt mere end 300 kunstnere til at indtage Danmark for at give deres kunstneriske bidrag til diskussionen af vores foranderlige globale verden.
De fleste kunstnere kommer fra udviklingslande, og ifølge programmet for festivalen er et af formålene med IMAGES, at give ”den danske befolkning et indblik i den aktuelle kunstneriske og kreative dagsorden i en række af verdens brændpunkter”.
I 1987 blev den nu ca. 30-årige Emmanuel Jal tvunget fra sin familie for at deltage i borgerkrigen i Sudan. Siden han som 13-årig blev reddet fra sin tilværelse som børnesoldat, har han brugt sit liv på at bekæmpe brugen af børn i krig.
Han er booket til IMAGES, fordi: ”Han er en fantastisk performer, og en spændende kunstner. Han bruger sit liv på at skabe håb af kunst,” siger Nikolaj Friis Rasmussen til U-landsnyt.dk.
Med tekster som ”I believe I’ve survived for a reason to tell my story to touch lives” taler det sit tydelige sprog, hvorfor festivalen har valgt at lade Emmanuel Jal åbne musikscenen i København.
Lys på en gråvejrs dag
Åbningsdagen falder sammen med sidste fredag i august og efteråret har vist sit lune med skiftende sol og kraftige byger. Hele dagen har stemningen omkring Dronning Louises Bro, hvor festivalen i København tager plads, summet af hektisk liv.
Her har festivaldeltagerne og nysgerrige københavnere blandet sig med arrangørernes anstrengelser for at gøre festivalområdet klar til den brag af åbningskoncert og –fest, der er lagt op til. Allerede ved arrangements spæde start går folk nysgerrigt rundt og smager på stemningen og de samosa, festivalen byder på.
Området var stadig præget af den lidt fortravlede stemning kl. 20.15, hvor den tidligere børnesoldat og nu voksne rapper var programsat til at gå på scenen. Her blev man som publikum mødt af lidt usikre toner fra DJ-pulten og en endnu mere skinger vokal fra Emmanuel Jal. Alt imens man måtte prøve at undgå både efterladenskaberne af eftermiddagens regnskyl, og de cykler, der ikke forstod vejspærringerne på den afspærrede bro.
Men ligesom der blandt det ikke særlige talrige publikum begyndte at komme rygter om, at det noget tamme lydinferno var den egentlige koncert råbte rapperen ud i mængden, at det kun var en lydprøve. Og som et letteste suk begyndte det lilla skær fra scenebelysningen at give antydninger om den fest, der var på vej midt på Dronning Louises Bro. På grænsen mellem indre København og Nørrebro.
En fest midt på broen
Med scenebelysningens genspejl i vandpytterne og med ord som ”fredsambassadør” og ”mangfoldighed” bød festival leder Mikkel Harder velkommen til publikum og Emmanuel Jal.
Som var lydprøverne en dårlig generalprøve, fløj Emmanuel Jal ind på scenen helt tight på beatet, der selvsikkert blev leveret af en DJ i scenes baggrund. Mens Emmanuel fejlfrit rappede sine tekster, præsenterede hans backupsangerinde Connie Abebe koret så blødt, kantet og afgjort perfekt, som man vil have det, når vi taler R’n’ B’.
Emmanuel havde Connie med i front under hele koncerten, og som makkerpar havde de ikke svært ved at fastholde publikum. Mens hun til perfektion bevægede sig i den stramme kjole, fik han, i sine spraglede bukser og med sine fletninger til alle sider, hurtigt publikum til både at vrikke fra side til side og sparke benene op i luften i en frihedens fællesdans.
Med sprudlende energi, og markante rytmer, tog det dem end ikke et nummer at forvandle tanker om regn og forsinkelser til en dansende organisme. At det var midt på en af Københavns mest travle broer, var kun med til at sætte streg under utopien.
”I’ve seen my people die like flies
Numrer som ”Warchild” og ”We want Peace” udgjorde en vigtig del af aftens setliste, og uden at have betydning for feststemningen, gik der et sug gennem publikum, hver gang Emmanuel åbnede for en verden langt mere uhyggelig end lidt august regn.
Der var heller ingen tvivl om, at det var en stærk mand, der havde indtaget scene, da han i første pause talte om at kæmpe for fred i verden, og at al den død han har set, ikke skal gå nytteløs hen. Skal man være lidt kynisk, kunne man frygte, at et show som det han præsterede kunne blive en moralsk opgang, men netop fordi han hele vejen holdt festen ved lige, udeblev moralens løftede pegefinger i formidlingens tjeneste.
Derfor vil jeg give Nikolaj Friis Rasmussen ret, når han siger, at Emmanuel Jal ”Simpelthen er fantastisk.”
Med sin sikre præsentation viste han, at han stadig er en kriger. Nok har han erstattet sin AK-47 med hiphoppen, men rap er også et stærkt skyts, når det kommer fra hans mund.
