Af Tune Nyborg
En af årets Timbuktu-prisvindere har nogle tips til u-landsorganisationerne, hvis de gerne vil have deres mærkesager på dagsordenen og i de store medier. Bl.a SKAL der være en dansk vinkel, før nogen gider omtale den.
Dag 1 i ’Det Globale Telt’ på Folkemødet: Steffen Brandt kiggede forbi og der var spændende bud på, hvordan vi får vores viden og historier fra udviklingslandene højere op på mediernes dagsorden.
I maj 2012 var Berlingskes forside en stort opsat historie om, at danske pensionskasser og kommuner via deres investeringer i ’blod-obligationer’ er med til at understøtte blodige diktaturer i Afrika.
Det blev starten på en lang række artikler, som vel nok var sidste års mest væsentlige kritiske u-landshistorie i Danmark.
Hele historien startede med et godt forarbejde af Danwatch. Den er altså et eksempel på, at en mindre NGO godt kan få en af sine egne sager i medierne for alvor.
Torsdag blev fotograf Mads Nissen og journalisterne Eva Jung og Jette Aagaard og deres fremragende arbejde belønnet med årets Timbuktu Pris på 100.000 kr. i ’Det Globale Telt’ på Folkemødet.
U-landsnyt.dk har en fin artikel om prisen og du kan se hele alle artiklerne, fotos, grafik og meget mere på www.b.dk/blod – så det vil jeg ikke skrive mere om her (se link under artiklen).
Hvordan gør vi andre?
Men efter uddelingen spurgte jeg Eva Jung, hvad vi i de folkelige organisationer kan gøre for at få de sager, vi selv brænder for, højere op på mediernes dagsorden. Hvad var det, Danwatch lykkedes med? Hvad kan vi andre lære?
Hendes første bud er klart: Det er ikke nok, at det er synd for nogen. Det skal også være væsentligt for en dansk offentlighed.
”Det kan lyde røvsygt, at der skal være en dansk vinkel, men det ER nødvendigt. Hvis historien skal interessere læseren, og hvis den skal føre til større forståelse og handling, så skal der også være en identifikation. Historien om blodobligationerne bliver først konkret for folk, når det også er deres egen pensionskasse eller kommune, som er med”.
”Så hvis I skal trænge igennem med jeres historier, er det helt afgørende, at I kan finde en kobling til Danmark og en dansk offentlighed. Man kan jo også sige, at hvis der ikke er sådan en kobling, så er der alligevel heller ikke noget, vi kan gøre ved det”, forklarede Eva Jung.
Lav forarbejdet selv
Det andet krav er, at vi selv skal lave et forarbejde og selv finde dokumentation for, at historien er der – og at den er væsentlig:
”Danwatch havde skaffet den grundlæggende dokumentation med tal, navne og eksempler. De viste os, at krogen var der, og de gav os et grundlag at arbejde på –en sikkerhed for, at der reelt var en vigtig historie at gå efter”.
”Senere brugte vi både Danwatch og en række andre NGOer til at skaffe os kontakter, eksempler, mere dokumentation osv. Og da vi researchede i Congo var vi helt afhængige af NGOernes folk, biler, sikkerhedsvurderinger osv. Det skal I også kunne levere”.
Medierne er ludfattige
Det hænger også sammen med, at næsten alle danske medier er hård presset økonomisk – ja nærmest ludfattige. Der er ganske enkelt ikke tid og råd til at arbejde med en ide eller en historie, hvis ikke redaktionen er så godt som sikker på, at der er gods i den. Berlingskes folk havde fx ikke kunne rejse til Congo uden støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.
Så det er altså meldingen fra årets Timbuktu-pris modtagere: Lav et godt forarbejde, skaf dokumentationen, vis at historien er væsentlig – og find en dansk vinkel. Så kan det lykkes!
Tune Nyborg er kommunikationskoordinator hos CISU. Artiklen har været bragt som blogindlæg på CISUs hjemmeside.
Se også “Landets største u-landspris går til Berlingskes gravergruppe”: http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/13-06-13/landets-st-rste-u-landspris-g-r-til-berlingskes-gr
