I en aktuel dokumentarfilm, som har tv-premiere mandag på DR1, afdækker Tom Heinemann, hvordan det internationale kvotesystem, som blev skabt med den hensigt at reducere CO2-udslippet, faktisk har haft den stikmodsatte effekt.
Da FN og EU i 2005 iværksatte det internationale kvotesystem, var ambitionerne tårnhøje. Markedet skulle betale for at reducere udslippet af CO2, og høje kvotepriser på op mod 225 kroner skulle fremme den grønne omstilling i både de rige og de fattige lande. Men det skulle gå helt anderledes.
2013 bliver året, hvor CO2-udslippet slår alle rekorder i menneskehedens historie. Hvad er gået galt?
I “Varm luft for milliarder” afdækker Tom Heinemann, hvordan kvotesystemet, som blev indført efter Kyoto-aftalen i 1997, har haft den fuldstændig modsatte effekt end den tilsigtede. Bunden er gået ud af markedet, og de billigste kvoter har kunnet handles helt ned til 37 øre for at udlede ét tons CO2.
Det har – siden 2005 – aldrig været billigere at forurene end det er i dag.
”… Når jeg kigger tilbage i dag på en lang række af de evalueringer, der er af projekterne, så har det ikke fungeret godt nok. Så har det været for meget varm luft og for få konkrete resultater,” siger Martin Lidegaard i “Varm luft for milliarder.”
En væsentlig grund til kollapset er, at kvoterne hurtigt blev genstand for omfattende svindel og spekulation, og tilliden til kvotesystemet forsvandt. Eksperter og Europol vurderer, at statskasserne rundt om i Europa har mistet mindst 70 milliarder kroner til hackere og momssvindlere fra hele verden.
Og som det dokumenteres i “Varm luft for milliarder”, har Danmark spillet en central rolle i det omfattende svindelnummer.
Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor EU, FN og de grønne organisationer fortsat stoler på, at handlen med CO2-kvoter er metoden til at bremse den globale opvarmning. Et system, der ikke fungerer og som er blevet udnyttet af momssvindlere og simple tyveknægte.
“Varm luft for milliarder” har premiere på DR1 mandag den 9. september kl. 20.00
Læs mere på www.carboncrooks.tv
“Varm luft for milliarder” er støttet af Det Danske Filminstitut og Danida. Filmen er produceret af Larm Film og Heinemann Media i samarbejde med DR og Britdoc Journalism Fund/Channel 4.
Om Tom Heinemann
“Varm luft for milliarder” er skabt af Tom Heinemann, som er internationalt anerkendt for sine dybdeborende dokumentarprogrammer, som emnemæssigt dykker ned i globaliseringens konsekvenser, miljøproblematikker og menneskerettigheder.
I mere end to år har han rejst i talrige lande for at undersøge EU og FN’s påstande om, at vi kan reducere den globale opvarmning ved at handle med kvoter. Resultatet af den gennemgribende research kan ses i “Varm luft for milliarder”.
Tom Heinemann har modtaget talrige internationale priser for sit arbejde. Han har tre gange været nomineret til Cavling-prisen og er to gange vinder af FUJ-prisen. Blandt andet for filmen “Når tilbud dræber” (A Killer Bargain), som er solgt til mere end 20 lande.
Også “Varm luft for milliarder” har allerede skabt stor interesse i udlandet og er blandt andet på vej til England, Tyskland og Holland.