Danske virksomheder skal ”lokkes” til Uganda

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Lis Garval, U-landsnyt.dk

En talstærk ugandisk delegation – med finansminister Maria Kiwanuka i spidsen – kommer på besøg i Danmark for at deltage i stort seminar i Bella Centret. Formålet er at give danske virksomheder smag for at investere i det østafrikanske land.

Seminaret, der finder sted onsdag 18. september, er arrangeret af Ugandas ambassade i samarbejde med Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer.

Blandt hovedtalerne er foruden finansminister Maria Kiwanuka (Minister of Finance, Planning and Economic Development), Ugandas energiminister Irene Muloni, handels-og Europaminister Nick Hækkerup og markedschef i DI Jens Holst Nielsen.

Der ventes i alt fem ugandiske ministre til seminaret. Blandt de øvrige er Ugandas turistminister Maria Mutagamba, der tidligere har været minister for vand og miljø og som tilbage i 1991-1999 var direktør for Bank of Uganda. Muligvis kommer også viceministeren for jordanliggende Aidah Nantaba.

DI skriver på sin hjemmeside, at ”besøget er en unik mulighed for danske virksomheder med interesse i Østafrika for at opnå viden om det ugandiske marked. Der vil også være god mulighed for at netværke med relevante stakeholders fra Uganda på dagen”.

Møde med udviklingsministeren

For den ugandiske finansminister – og formentlig et par af de øvrige ministre – er også planlagt møde med udviklingsminister Christian Friis Bach.

Dagsordenen for dette møde er endnu ikke fastlagt, men der gættes næppe forkert, hvis man regner med, at den omfattende korruption i Uganda bliver et centralt emne.

Det er ikke længe side, at Danmark bremsede sin bistand til Ugandas regeringsinstitutioner på grund af omfattende svindel med bistandsmidler i statsministeriet.

Danmark har fået de svindlede 10 millioner retur men har, som øvrige donorer, hvis penge var svindlet i samme sag, forlangt at der sættes mekanismer i værk, som effektivt hindrer en gentagelse.

Udviklingsministeren har i flere omgange understreget over for Uganda, at der er nul tolerance over for korruption.

Bistandssamarbejdet

Danmark er den tredjestørste bilaterale donor i Uganda. Danmark yder sektorbudgetstøtte til vand og sanitet, til genopbygning af distriktsveje i de fattigste distrikter i det nord-lige Uganda og til regeringens freds- og genopbygningsplan for det nordlige Uganda.

Danmark støtter vækst og beskæftigelse inden for vækstprogrammet, der har til formål at støtte den ugandiske regering i at videreudvikle en bæredygtig eksportdrevet økonomi. Støtten går bl.a. til land-brugssektoren, til landbrugsrelateret erhvervsudvikling og til genetablering af distriktsveje. 35.000 landmænd og små- og mellemstore virksomheder har modtaget lån under programmet.

Gennem landbrugsrelaterede aktiviteter støttes også økonomisk aktivitet og beskæftigelse i Norduganda, hvor fattigdommen er dobbelt så stor som i andre dele af landet.

Den danske indsats for god regeringsførelse fokuserer på at udvikle demokratiet, sikre menneskerettigheder og forebygge væbnet konflikt. Endvidere er der fokus på reformer i den offentlige sektor og på bekæmpelse af korruption.
Endelig ydes støtte til social udvikling, dvs. støtte til forebyggelse af hiv/aids og til vand og sanitet.

Ugandas vækstrate

Grundpillen i Ugandas økonomi er landbrug, der står for 23 pct. af BNP. Kaffe, fisk og te er de største eksportvarer.

Ugandas økonomiske vækstrate har generelt været god, og var i 2012 5.1 % – en pæn stigning fra året før, da den kun var 3.4 %. Men ser man på, at den gennemsnitlige vækstrate i de seneste 20 år har været 7 %, er der noget at indhente. Den globale finansielle krise menes kun at have påvirket den ugandiske økonomi i mindre omfang.

I østafrikansk sammenhæng er Uganda blandt de lande, som tiltrækker flest udenlandske investeringer.