Af Laurits Holdt, U-landsnyt.dk
I lyset af at 2015-målene udløber om 850 dage gav Folketingets udviklingsordførere mandag deres bud på prioriteterne i udformningen af de kommende udviklingsmål. Dette er sidste artikel i temaet om fremtidens udviklingsmål.
Tirsdag eftermiddag holdt NGO Forum og Danske Universiteter et velbesøgt debatmøde om fremtidens globale udviklingsmål. Det var tredje år i træk, at NGO Forum og Danske Universiteter holder debatmøde med udviklingsordførerne fra folketingets partier.
Deltagerne var Steen Gade (SF), Mette Bock (Liberal Alliance), Lone Loklindt (Radikale), Mette Gjerskov (Socialdemokraterne), Jakob Ellemann-Jensen (Venstre) og Christian Juhl (Enhedslisten). Konservative og Dansk Folkeparti havde meldt fra.
Fokus var på de nye globale udviklingsmål, der bl.a. blev diskuteret på et møde i forbindelse med FNs generalforsamling i New York i den forløbne uge.
Helle Munk Ravnborg, der er forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke og seniorforsker på DIIS, deltog i generalforsamlingen i New York indledte med en vurdering af, hvad der kom ud af mødet om den fremtidige udviklingsdagsorden.
Bæredygtige udviklingsmål
Hun lagde ud med at erklære sig som optimist og roste slutdokumentet fra det såkaldte ”Special Event” om fremtidens udviklingsmål, der blev afholdt under FNs generalforsamling.
Dokumentet, der er blevet kritiseret for at være fattigt på reelt indhold, slår fast at afløseren for 2015-målene og de såkaldte bæredygtighedsmål, der kom på dagsordenen under Rio+20 topmødet i 2012 bliver slået sammen.
Det betyder, at de fremtidige udviklingsmål skal være bæredygtige udviklingsmål, der skal gælde for alle lande – rige såvel som fattige. Det betyder endvidere, at de rige lande skal forpligtes til andet end at yde bistand.
Dokumentet slår også fast, at målet nu er at udrydde den ekstreme fattigdom inden 2030. I 2015-målene var målet ”blot” at halvere fattigdommen. Og dette projekt skal altså kobles på bæredygtighed.
Ud af de til tider luftige ord i slutdokumentet læser hun også at man fremover skal gøre noget ved den globale ulighed.
Hun beklagede dog, at det kun er uligheden mellem verdens lande, der er nævnt og ikke den ulighed, der eksisterer indenfor landenes grænser. Netop denne ulighed er en afgørende barriere for at komme fattigdommen til livs, sagde hun.
Den internationale scene
Efter Helle Munk Ravnborgs indledning fik de seks politikere hver især et par minutter til at redegøre for deres partiers prioriteter på området på den internationale scene.
Steen Gade (SF) glædede sig over det ambitiøse mål med at udrydde fattigdommen inden 2030 og citerede i den forbindelse Fidel Castro, der på en møde i FNs organisation for fødevarer og landbrug, FAO, i slutningen af 1990erne sagde, at det var en skandale, at verden kun kunne tage sig sammen til en målsætning om at halvere fattigdommen.
En af SFs vigtigste prioriteter er at de 1,3 milliarder mennesker, der i dag ikke har adgang til energi skal have det – den såkaldte ”energy for all”-dagsorden.
Hos Liberal Alliance er man ikke så bekymret over ulighed, sagde Mette Bock (LA). Det er langt vigtigere at få løftet de allerfattigste ud af fattigdommen.
Og for at gøre det skal der mere fokus på at skabe arbejdspladser, produktion og handel. Det vil sætte de fattigste i stand til at forsørge sig selv. Herefter kan de så begynde diskusionerne om, hvordan de vil indrette deres lande, mener hun.
Lone Loklindt fra de Radikale nævnte havde ligesom Steen Gade (SF) energi-spørgsmålet samt vand og andre naturressourcer som noget af det vigtigste på den internationale dagsorden fra hendes partis synspunkt.
I den socialdemokratiske lejr er nogle af de vigtige internationale temaer kvinders rettigheder i almindelighed og de reproduktive rettigheder i særdeleshed. Et andet vigtigt tema er finansieringen af f.eks. indsatsen mod fattigdom, sagde Mette Gjerskov (S).
Jakob Ellemann-Jensen (V) slog et slag for samtænkningen af udviklingsbistanden og den overordnede udviklingspolitik. Udviklingsbistand skal ses som et af flere værktøjer i den udenrigspolitiske værktøjskasse, understregede han.
En anden ting, der er vigtig for ham, er at der fokuseres når Danmark skal komme med input til de kommende udviklingsmål.
Fra Enhedslistens Christian Juhl lød det, at den internationale skat på finanstransaktioner skal på plads, at der skal sættes hårdt ind mod ulighed og at alle lande skal op på at give 0,7 procent af deres BNI i udviklingsstøtte – og at de, der som Danmark allerede gør det skal op på 1 procent.
Uddannelse og vold
I den efterfølgende spørgerunde blev der spurgt en del til nogle af de emner, som paneldeltagerne ikke havde nævnt i deres indlæg. Det var emner som uddannelse, vold og retten til at leve i sikkerhed.
Alle sammen vigtige emner, var der bred enighed om blandt paneldeltagerne.
Omkring uddannelse pointerede Jakob Ellemann-Jensen (V) at vi ikke må glemme, at det ikke kun er den basale grundskole, der er vigtig for u-landende men også uddannelserne på de højeste niveauer. Det supplerede Mette Gjerskov (S) med en bemærkning om, at vi nok har haft for lidt fokus på bl.a. håndværksuddannelsene.
Hun fortsatte til spørgsmålet om vold og sikkerhed og opfordrede til at seksuel vold i konflikter skal stemples som fuldstændigt uacceptabelt.
På den danske scene
Fra den internationale scene blev der zoomet ind på den danske politiske scene og partiernes udviklingspolitiske prioriteter her.
Christian Juhl (Enh.) lagde ud med at dele sin nervøsitet over samtænkningen mellem udviklingspolitik og sikkerhedspolitik, som det i vidt omfang sker i Afghanistan. Det skubber balancen for meget i retning af forsvarsministeriet, mener han.
Jakob Ellemann-Jensen (V) greb emnet samtænkning og understregede endnu engang, at det i hans og Venstres optik er nødvendigt og godt – og at det er noget vi skal fortsætte med.
Her advarede Mette Bock (LA) dog NGOerne om ikke at blive spændt for samtænkningsvognen.
En anden prioritet for Venstre er arbejdet i EU, der samlet set er verdens største yder af udviklingsbistand. Her er der bl.a. brug for en indsats for at få lande som Polen og Malta med på kvinderettigheds-vognen, sagde Jakob Ellemann-Jensen.
Mette Gjerskov (S) fremhævede vigtigheden af, at Danmark fortsat tør satse og gå ind i skrøbelige stater og så slog hun et slag for at den udviklingsbistandens folkelige forankring skal styrkes, hvilket Lone Loklindt bakkede støttede hende i.
Mette Bock (LA) trak spørgsmålet om hvorvidt Danmark skal give 1 procent af BNI til udvikling eller skal ”nøjes” med 0,7 procent. Det er ikke et centralt spørgsmål og vi bør snarere fokusere på at få alle de andre lande til at give 0,7 procent.
Fra salen blev der spurgt til, hvordan de danske unge skulle blive hørt i debatten om den danske holdning til fremtidens globale udviklingsmål. Spørgsmålet blev mødt med en tværpolitisk enighed om, at de unge – og nadre grupper der vil høres – må gøre noget for at blive hørt. Gå på gaden, arrangere møder og organisere sig i nye eller etablerede organisationer.
Formanden for NGO Forum, IBIS’ generalsekretær Vagn Berthelsen fik det sidste ord. Her slog han et slag for at vi i Danmark skal have en offentlig høring om, hvad vi vil have med i de kommende bæredygtige udviklingsmål.
—
Læs andre artikler og indlæg i temaet ”2015 Målene og fremtidens globale udviklingsdagsorden”: http://www.u-landsnyt.dk/tema/2015-m-lene-og-fremtidens-globale-udviklingsdagsor
